Alarm 112

Politiet fortsætter eftersøgningen af savnet kvinde fra Vognsild

Borgere opfordres fortsat til at lede i haver, skure og lader

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 5. november 2025

Borgere opfordres fortsat til at lede i haver, skure og lader

Nordjyllands Politi fortsætter tirsdag den intensive eftersøgning efter den 76-årige Hanne, der siden søndag aften har været savnet fra sit hjem i Vognsild ved Aars. Kvinden er ramt af demens, og politiet frygter for hendes sikkerhed, da hun kan være desorienteret.

Hanne er 170 cm høj, solbrun i huden og med mørkt, skulderlangt hår. Hun var iført grå striktrøje samt grå/grønne bukser.

Stor indsats fra politi og frivillige

Politikommissær Jesper Konttorp-Fredsgaard oplyser, at eftersøgningen fortsat foregår med fuld styrke:

Vi fortsætter med at lede efter Hanne. Vores hundepatruljer har søgt i området, og det arbejde fortsætter. Færdselsafdelingen søger i området med deres køretøjer, og derudover får vi assistance fra Beredskabsstyrelsen, der støtter indsatsen med mandskab og deres terrængående køretøjer. Missing People er også til stor hjælp i området, hvor mange frivillige gennemgår visse arealer.
Vi vil gerne takke borgerne for opbakningen og den store indsats, vi allerede har oplevet. Men vi har fortsat brug for hjælp. Vi opfordrer igen alle i området til at tjekke deres haver, skure, lader, udhuse og andre steder, hvor man måske ikke normalt kigger, så vi ikke overser noget.

Fortsat tæt kontakt med familien

Politikommissæren fortæller desuden, at politiet arbejder intenst med flere spor:

Som nævnt fortsætter vi eftersøgningen, og vi er i tæt dialog med familien i denne svære situation. Vores hundepatruljer, færdselspatrulje og Beredskabsstyrelsen er fortsat massivt til stede, ligesom vi arbejder med at indhente og gennemgå videoovervågning, som kan bidrage til sagen.

Politiet efterlyser oplysninger

Nordjyllands Politi opfordrer fortsat alle, der har set noget mistænkeligt eller har oplysninger, som kan hjælpe i eftersøgningen, til at kontakte politiet hurtigst muligt på telefon 114.