Forbruger
Planlægger dine børn at gå på Halloween-rasletur? Her er 5 vigtige, uskrevne regler, de bør have med sig
Når kalenderen viser 31. oktober, fyldes gaderne om aftenen med børn, udklædt som hekse, spøgelser og monstre, der banker på døre i håbet om slik og andet sødt i kurven.
Halloween og “trick-or-treating” har for alvor gjort sit indtog i Danmark, og mange børn ser frem til en hyggelig aften i gyselig udklædning.
Men hvordan sikrer vi, at alle får en god oplevelse – både dem, der rasler, og dem, der åbner døren? Her er en guide til de uskrevne regler, som kan gøre aftenen endnu bedre for alle involverede.
1. Halloween er kun denne ene dag
Halloween fejres på allehelgensaften, den 31. oktober, og det er denne dag, man kan rasle rundt i kvarteret. Selvom det kan være fristende at starte dagen før eller forlænge festen, vil langt de fleste være klar til besøg på selve dagen. Vis hensyn ved at slutte turen senest kl. 21, så nabolaget kan få fred og ro resten af aftenen.
2. Bank på, hvor der er pyntet op – og bank kun én gang
Et græskar, skelet eller anden Halloween-pynt ved døren viser, at her er man klar til at tage imod raslende børn. Respektér de hjem, der ikke har pyntet op, da de måske ikke ønsker besøg. Dette gælder både ved huse og i opgange. Når du kommer til en pyntet dør, er det god stil kun at banke én gang. Hvis der ikke bliver åbnet, gå videre til næste hus – der kan være små børn, der sover, eller folk, der ikke er hjemme.
3. Vis hensyn på vejen til døren
Husk, at du træder ind på andres grund. Mange husstande har også kameraer i indkørslen, hvilket kan give beboerne ekstra tryghed ved at se, hvem der er på besøg, men det betyder også, at dine handlinger bliver set og måske gemt. Så vis respekt, hold øje med blomsterbede, græsplæner og lignende, så du undgår at trampe på noget, der betyder noget for beboerne. Høflighed og forsigtighed kan ofte give lidt ekstra i slikposen!
4. Sikkerhed i mørket
Oktober-aftenerne er mørke, så det er en god idé at bære reflekser, lygter eller på anden måde sørge for at være synlig. Det gør det både lettere for bilister at se jer og mindsker risikoen for uheld.
5. Sig tak og respekter selvbetjeningshuse
Ikke alle har lige stor variation i slikskålen, men husk altid at sige tak – det er en lille gestus, der gør hele oplevelsen hyggeligere for alle parter. Hvis du møder en skål med selvbetjening, så tag kun én eller to stykker, så der også er noget til dem, der kommer efter dig. Her kan man også vælge at sige tak til kameraet i dørklokken, hvis der er et.
Respekt for andres vilkår og taknemmelighed kan være det, der gør Halloween-rasleriet til en sjov og tryg oplevelse for alle i Mariagerfjord området. God fornøjelse.