Nyheder
Perron 4 fylder 20 år: Et værested med varme, værdighed og vigtige fællesskaber
Onsdag den 25. juni fejrede det sociale værested Perron 4 sit 20-års jubilæum i Jernbanegade – og det blev markeret med alt, hvad stedet står for: nærvær, fællesskab og en kop kaffe i godt selskab
Siden åbningen i 2005 har Perron 4 været et fristed for nogle af Randers Kommunes mest udsatte borgere. Her mødes mennesker, der lever med hjemløshed, misbrug, psykiske lidelser og ensomhed – og her finder de både praktisk hjælp og et meningsfuldt fællesskab.
Et fristed i 20 år
I dag huser Perron 4 både værested og 15 såkaldte skæve boliger, som er permanente hjem for voksne med komplekse sociale udfordringer. Samtidig er køkkenet et dagligt samlingspunkt, hvor op mod 80 mennesker får et måltid mad, og overskudsmad deles ud til de mest trængende via kommunens gadeplansmedarbejdere.
“Perron 4 er vores andet hjem. Der er et rigtig godt sammenhold mellem brugerne, og jeg kommer her hver dag for at snakke med folk. Så får vi en kop kaffe og en sludder for en sladder,” siger Brian Jensen, som har været fast bruger af stedet siden begyndelsen og tidligere har siddet i Randers Kommunes Udsatteråd.
Læs også:
Fejring med perronhygge
Jubilæumsdagen blev fejret i ægte perronstil med fællesspisning, tombolalodtrækning og musikalsk indslag fra et lokalt grønlandsk kor. Socialudvalgsformand Rosa Lykke Yde holdt tale og satte ord på den betydning, værestedet har haft i byen:
“Perron 4 er et hjerteprojekt, der bygger på værdier som rummelighed og respekt, og som gennem de sidste to årtier har haft stor betydning for rigtig mange menneskers liv,” sagde hun og fortsatte:
“Perron 4 er et sted, hvor mennesker bliver mødt, præcis hvor de er, og hvor der er fællesskab og sammenhold. Det er vigtigt at have et sted, hvor man kan dele glæder, sorger og erfaringer. Derfor er det også så værdifuldt, at vi i Randers Kommune har et sted som Perron 4. Tillykke med jubilæet!”
Foto: Randers Kommune
Mennesker, der løfter hinanden
Perron 4 har gennem årene også været arnested for flere banebrydende sociale indsatser. Blandt andet startede både de opsøgende “børster” og tandlægebussen på stedet – tiltag som i dag er udbredt nationalt og sikrer, at selv de allermest udsatte får adgang til tandpleje.
Daglig leder Britt Bertelsen ser med stolthed på fællesskabet:
“Vi har en mangfoldig gruppe af brugere, som er utroligt gode til at støtte og tage imod hinanden. Mange af brugerne har været en del af fællesskabet i mange år og har opbygget stærke relationer og bånd. De er hinandens venner, netværk og støtte. I en tid hvor flere og flere oplever udsathed og ensomhed, er vi her for at skabe trygge rammer og et stærkt fællesskab for alle, der har brug for det,” siger hun.
Med 20 år bag sig og en hverdag fyldt med liv, nærvær og rummelighed ser Perron 4 fortsat ud til at være et uundværligt tilbud for mange borgere i Randers – og et stærkt eksempel på, hvordan lokal forankring kan gøre en reel forskel.
Foto: Randers Kommune
Foto: Randers Kommune
Læs også: