Helbred
Påbud til Regionspsykiatrien Randers ophævet
Styrelsen for Patientsikkerhed roser afdelingens udvikling og patientsikkerhed
Tilsyn uden problemer
Regionspsykiatrien Randers er kommet et vigtigt skridt videre i sit udviklingsarbejde. Efter et tilsynsbesøg den 26. august har Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet at ophæve det påbud, som tidligere var givet til afdelingen.
Styrelsen konkluderer i sin rapport, at der ikke længere er problemer af betydning for patientsikkerheden. Vurderingen bygger både på journalgennemgang og samtaler med medarbejdere og ledelse.
Ifølge styrelsen er journalføringen nu systematisk og overskuelig med tydelige vurderinger af selvmordsrisiko. Samtidig har afdelingen styrket sin organisering, ansat flere speciallæger og etableret bedre faglig sparring og supervision.
– Vi er selvfølgelig glade for, at påbuddet er ophævet. Det er en tydelig anerkendelse af det målrettede arbejde, medarbejdere og ledelse har leveret gennem længere tid. Nu handler det om at fastholde udviklingen og skabe de bedste rammer for patienter og personale, siger Jakob Paludan, lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Midtjylland.
Læs også:
Styrket ledelse og faglighed
Gennem det seneste år har en erfaren chefsygeplejerske stået i spidsen for afdelingen. I 2025 er der desuden gennemført en større omorganisering med udgangspunkt i en politisk godkendt udviklingsplan.
I august blev ledelsen yderligere styrket med en konstitueret cheflæge med særligt kendskab til akutte patientforløb.
Udviklingen følges tæt af Psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland, som løbende får status på arbejdet.
– Jeg har besøgt afdelingen og mødt medarbejdere. Det er tydeligt, at der er sket en markant forbedring, og at man arbejder seriøst på at fastholde den positive retning. Det glæder mig på vegne af patienter og pårørende, siger udvalgsformand Else Søjmark.
Fokus på systematik og ansvar
Styrelsen for Patientsikkerhed fremhæver i sin rapport, at ansvars- og kompetencefordelingen i afdelingen nu er klar og tydelig. Sygeplejefaglige vurderinger i patientjournalerne ledsages af konkrete handlinger, og der følges systematisk op.
Samtidig er der i hele Psykiatrien i Region Midtjylland indført faste rutiner for at behandle klager og bekymringshenvendelser. Emnet er blevet et fast punkt på ledelsesmøder, så der sikres bedre overblik og hurtigere handling.
Flere sengepladser på vej
Regionsrådet i Midtjylland har i det nye budgetforlig besluttet at afsætte midler til at udvide sengekapaciteten i Randers. Det betyder flere sengepladser og styrkede muligheder for at fastholde og videreudvikle afdelingens positive resultater.
Læs også: