Vi bringer her Kim Brandt Thomsens rejsebrev fra Peru. I Sydamerika hedder han El Kibratho, som er en sammenskrivning af hans danske navn. Til daglig er han journalist i Randers Erhvervs- og Udviklingsråd. Hans bedre halvdel er peruaner.
Men nu til rejsebrevet:
“Lad os bare slå fast med det samme: Der er ikke meget at rapportere fra endestationen Huancayo. Dertil var vi simpelthen for udmattede, da vi nåede frem 14 timer efter afgang fra Estación Desamparados i Lima.
De første par timer vuggede vi fra side til side de små 30 km til Chosica.
Kan du holde rytmen, svigermor, så skal vi på disko, når vi kommer til Huancayo, spøgte jeg uvidende om, at luften ville være gået af min ballon længe forinden.
Åndeløs oplevelse
De 4784 m opad i luftlinie mod verdens højeste passagertogstation Galera afvikles i adstadigt tempo, og godt for det. For de knap 500 meters stigning toget magter i timen er rigeligt til, at man får, hvad man kan kalde en åndeløs oplevelse.
Allerede som man har passeret de 3000 meters højde over havet, begynder iltmangelen at indfinde sig.
Et lettere ubehag i maveregionen, som forstærkes af togets rykkende og vuggende bevægelser, en kraftig dieselos og et fantastisk vue ud over den ene dybe slugt efter den anden.
Blot en godstransport
På et tidspunkt under opstigningen holder vi helt stille. Togpersonalet er ude at besigtige forholdene et kvarters tid, inden vi med forsigtighed passerer et forulykket lokomotiv, der er knust mod bjergsiden. Det er ikke sådan lige at fjerne 100 ton, så det ligger bare der. Der er tale om et lokomotiv fra en godstransport, beroliger togets personale.
Jeg er lykkeligt uvidende om detaljerne, idet jeg ikke forstår spansk. Som supplement er togpersonalet heller ikke særligt informativt. Et par timer senere – stadig under opturen – holder vi stille i en af de 69 tunneler.
Ingen panik bare skepsis
Vi holder stille i en times tid. Uden en lyd over højttalerne. Uden at passagerne på noget tidspunkt går i panik. Lysstofrørene i loftet giver lidt udsigt til den mørke, våde tunnelvæg. Togets sagte dieselbrummen får indimellem ekstra brum under spæde forsøg på at sætte i gang. Forvarslet er hver gang to høje toghyl, som det sig hør og bør. Det sikrer også passagerne mod at døse hen i dieseltågerne.
Endelig lys for enden af tunnelen. Udenfor står det ned i stænger. Jeg støver straks to husmands-forklaringer af: Enten har lokomotivet haft svært ved at finde fodfæste på grund af fedtet føre, eller også har man lige skulle have lagt lidt flere skærver under skinnerne, fordi regnen havde skyllet dem bort.
Med det in mente var jeg allerede lettere skeptisk omkring nedstigningen, som jeg kunne regne ud ville komme til at foregå i bælgravende mørke.
Forventningens glæde
Allerførst glædede jeg mig nu usigeligt til udsigten fra Galera togstationen. Ikke mindst udsigten til at få den første smøg i fem timer. Forventningens glæde er nu engang den største. Det var overskyet og regnfuldt på toppen og dertil så iltfattigt, at man ikke behøvede at være ryger for at føle sig i ekstremt dårlig form.
En ting var, at kroppen havde den samme gyngende fornemmelse som efter en længere sørejse, en anden, at den manglende ilt og den kulilte, man allerede havde fået koblet på de røde blodlegemer, gav en decideret ulyst til at ryge. Jeg overvejede igen at holde op, men fik mig alligevel mandet op til et par hiv. Med det tempo vi havde lagt ud i, var det jo ikke til at vide, hvor længe de skulle holde.
Sundt er det ikke. Men selv om peruanerne generelt set ikke ryger, så er er de fleste enige om, at det nok er sundere at ryge end at indånde luften i Lima – eller som her, at køre med tog som i gamle dage. Den tror jeg også kan komme på listen over ikke så sunde ting at foretage sig.
Perus dårlige samvittighed
Nu vi er ved usunde ting, så er mineindustrien Perus dårlige samvittighed.
Både under opstigningen til Galera og på vej nedad mod Huancayo var vi igennem minebyer, der har stået og stadig står for forgiftning af mennesker og natur af den allerværste slags.
Landskabet bliver mange steder forsøgt genskabt, men flere end 100 års åben minedrift efter guld, sølv, kobber og zink har efterladt totalt ødelagte bjergmassiver og millioner ton affald. Rio Rimac, der er Limas hovedkilde til vand, og især Rio Mantaro, der forsyner flere af storbyerne i Andes, er begge kontaminerede af mineindustrien, siger svigermor Sofia.
Holder med svigermor
Svigermor tror ikke på myndighedernes forsikringer om det modsatte. De gigantiske mineindustrier, som for eksempel i guldminebyen La Oroya, ligefrem skilter med, at man ikke forurener vandet. Sådan ligefrem at skilte med meget store skilte bringer altid en vis sund skepsis op i mig. Én gang journalist
Jeg er nok mest tilbøjelig til at tro på svigermor, selv om hun blot er en miljøbevidst lægmand. Jeg mener ikke principielt, at man skal undgå at lægge sig ud med svigermor. Men sådan som man her forsøger at dække de enorme affaldsbjerge til med plast, lægge ler på og plante til med græs, kunne det godt ligne en lille Cheminova-sag, der er ved at blive pakket lidt ind”.
Deres usendte medarbejder
El Kibratho, Ferskenvej 150
Etape 1, Canto Grande,
San Juan de Lurigancho,
Lima og Huancayo, Peru
Læs også “Ombord på et verdensberømt tog” – KLIK her.
Skriv Rejsebrev i Byen.nu’s søgefelt på forsiden og find alle artikler fra Kim Brandt Thomsens fantastiske rejse til Peru.
Du kan kommentere rejsebrevet herunder.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre.
