Nyheder

På camping med demente

Redaktion
Af Redaktion 18. august 2015

I uge 33 og 34 afholder VIA University Collage i Randers og Aarhus en ‘Summer School’ (sommerskole, red.) for studerende med temaet demens og velfærdsteknologi. Derfor besøger de blandt andet campingvognen på Borupvænget, som bliver besøgt af cirka 30 demente borgere hver uge i sommerhalvåret.

Vi har besøg fra hele verden, og vi viser campingvognen frem for de studerende, fordi den har været en stor succes, og fordi det samtidig giver et godt indblik i dansk kultur, fortæller Signe Miranda, der underviser på psykomotorikuddannelsen på VIA i Randers.

Campingvognen blev indkøbt for midler fra Randers Kommunes andel af ældremilliarden i 2012, og den er mindst ligeså populær nu, som da den havde nyhedens interesse.

Mange af de demente har stadig evnerne og ressourcerne til at gøre meget af det, de kunne før de skal bare mindes om dem på den rigtige måde, fortæller social- og sundhedsassistent Susanne Løgkær fra Borupvænget.

Sammen med kollegaen Christina Jensen er hun med i teamet bag campingvognen, som de udenlandske studerende er kommet for at besøge sammen med de demente.

Det er det samme, der sker, når de demente besøger campingvognen. Pludselig husker de en masse tid fra deres egen tid som campister, eller fra spændende ferier og udflugter i deres liv, tilføjer Christina Jensen.

Danmarks svar på Tai Chi
Blandt de udenlandske studerende var tre sygeplejestuderende fra Kina Marcy, Jasmine og Crystal. De tog mange billeder af campingvognen og lyttede ivrigt til lærerens fortællinger om den danske tradition med campingferier, og hvordan de demente holder af at tilbringe tid i campingvognen. Det sidste kunne de dog konstatere med egne øjne.

Man kan se, at de lyser op og smiler mere, når de kommer herud. Det giver dem også en stor glæde, når de kan folde sig ud med forskellige spil, konstaterer de kinesiske studerende, mens de ser to herrer dyste i ringspil.

De fortæller, at man anvender samme principper til aktivering af demente i Kina. Og da der ikke er tradition for camping i Kina, så dyrker de blandt andet Tai Chi med de demente på udendørs arealer. Det giver de demente energi, motion og glæde, mens det vækker minder fra deres fortid nøjagtigt hvad campingvognen på Borupvænget har givet Randers Kommunes demente i de forløbne to år.

* Tai Chi er en kinesisk kampkunst, der hovedsageligt trænes for at styrke sind og krop.

* Giv RANDERSiDAG.dk en ‘synes godt om’ på Facebook.