Nyheder

Oscar Domino sørger for guldregn til Als Odde Vandskiklub ved Nordiske Mesterskaber

I weekenden deltog Oscar Domino fra Als Odde Vandskiklub i de Nordiske Mesterskaber i Sverige som en del af det udtagne danske U21-landshold. På trods af en mindre skade i håndleddet, der holdt ham ude af trickdisciplinen, leverede Oscar en imponerende præstation.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 13. juli 2025

Med stor forsigtighed og fokus på kommende konkurrencer lykkedes det ham alligevel at sikre sig guldmedaljer i både hop og slalom. Dermed kan han nu kalde sig nordisk mester i U21-klassen i begge discipliner. Næste stop for Oscar er U21-verdensmesterskaberne i Canada, hvor han igen skal repræsentere Danmark.

Fra Als Odde deltog også Laurits Chleve, der imponerede stort i hopdisciplinen. Laurits slog sin personlige rekord med hele 7 meter og nåede op på et hop på 27 meter – en toppræstation, der lover godt for fremtiden.

Desværre måtte Johannes Chleve udgå fra mesterskaberne på grund af en skade, han pådrog sig før konkurrencen.