Fritid
Orienteringsløbere får adgang til helt nyt skovområde ved Demstrup
Mariager Fjord Orienteringsklub inviterer onsdag den 19. august til træningsløb i Demstrup Skov, hvor klubben for første gang skal afholde orienteringsløb.
Et hidtil ubrugt område venter orienteringsløberne, når Mariager Fjord Orienteringsklub onsdag den 19. august afholder sit andet træningsløb i efteråret.
Denne gang går turen til Demstrup Skov sydøst for Havndal i retning mod Udbyhøj. Det er første gang, klubben kan afholde løb i skoven – det, der i orienteringssporten betegnes som en ”jomfruelig” skov.
Mødestedet er ved Demstrup Hovedgaard, Demstrupvej 42 A, 8970 Havndal, hvor der er parkering og stævneplads. Der er afmærkning fra krydset Udbyhøjvej/Demstrupvej, og deltagerne kan starte mellem klokken 17.00 og 18.30.
Kuperet terræn og tæt undervegetation
Demstrup Skov er en skræntskov, og det kuperede terræn gør området krævende for løberne.
Skoven består hovedsageligt af ældre løvskov samt enkelte områder med nåletræer. Flere steder kan fremkommeligheden desuden være vanskelig på grund af tæt undervegetation, især brombærkrat.
Arkivfoto – Klubfotos fra tidligere løb – Mariager Fjord Orienteringsklub
Læs også:
Nyt kort er klar til løbet
Forud for det første orienteringsløb i skoven ligger et større arbejde med at kortlægge området.
Gennem det seneste års tid har klubbens korttegner Ole Jensen rekognosceret området. Herefter har han sammen med Jørn Blom, der er en af klubbens mest erfarne korttegnere, rentegnet kortet på computer.
Dermed er både skoven og det nye orienteringskort klar til at blive taget i brug.
Fem baner i forskellige sværhedsgrader
Bettina Gjedde, Ole Jensen og klubbens formand Jørgen Østergaard står for banelægningen. Deltagerne kan vælge mellem fem baner.
For begyndere og let øvede er der en let bane på 2,3 kilometer, mens de lidt mere øvede kan prøve en mellemsvær bane på 3,9 kilometer.
Erfarne orienteringsløbere kan vælge mellem tre svære baner på henholdsvis 3,4, 4,6 og 6,3 kilometer.
Det er gratis at deltage i træningsløbet, og nye løbere kan få hjælp af medlemmer fra Mariager Fjord Orienteringsklub.
Læs også: