Nyheder
Onsdag bliver den store rejsedag i kristi himmelfartsferien
Vejdirektoratet venter tæt trafik og risiko for kø, når mange danskere tager på miniferie
Bilister skal forberede sig på ekstra trafik i dagene omkring kristi himmelfart.
Vejdirektoratet forventer, at onsdag den 13. maj bliver den travleste dag på vejene, når ferietrafikken blander sig med den almindelige eftermiddagsmyldretid. Særligt mellem klokken 14 og 19 er der risiko for kø og længere rejsetid på flere større veje.
Mange kører mod sommerhus og familie
Trafikken ventes især at gå fra hovedstadsområdet og Sjælland mod Fyn og Jylland. Der kan også komme tæt trafik på Hillerødmotorvejens forlængelse samt på E45 Sønderjyske Motorvej omkring Kolding.
Også torsdag den 14. maj kan der blive pres på vejene. Her forventer Vejdirektoratet tæt trafik mellem klokken 10 og 14, hvor den sidste udrejsetrafik ventes at tage afsted.
Læs også:
Søndag kan give kø hjemad
Hjemrejsetrafikken ventes især at ramme søndag den 17. maj mellem klokken 12 og 16.
Her vil mange køre østpå fra Jylland og Fyn, og der kan opstå kø på blandt andet E20 Fynske Motorvej, Vestmotorvejen og Holbækmotorvejen.
Vejarbejde kan give ekstra ventetid
På E45 mellem Vejle og Aarhus og omkring Kolding er der større anlægsarbejder i gang. Det betyder lavere hastighed og ændrede kørselsforhold, som kan øge risikoen for tæt trafik i ferieperioden.
Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at holde øje med den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk og lytte til P4 Trafik før og under turen.
Læs også: