Alarm 112
Østjyllands Politi forlænger endnu en gang lukningen af rockerklubhuse
På baggrund af en verserende konflikt i rocker-bandemiljøet lukkede Østjyllands Politi tilbage i september to klubhuse i henholdsvis Lystrup og Randers, hvor en rockergruppering holder til. Denne lukning er endnu en gang blevet forlænget.
– Lukningen af de to østjyske rockerklubhuse i Lystrup og Randers er blevet forlænget med yderligere to uger, så opholdsforbuddet på adresserne nu er gældende frem til torsdag d. 27. juni kl. 18.00. Årsagen er en fortsat verserede konflikt i det kriminelle miljø, forlyder det fra Politiet på mediet X.
Det drejer sig om klubhuset tilhørende Hells Angels på Marøgelhøj 5 i Lystrup og klubhuset tilhørende Hells Angels på Rådmands Boulevard 50 i Randers, hvor politiet har indført opholdsforbud, så ingen personer må tage ophold på stedet. Forbuddet trådte i kraft den 22. september 2023 kl. 18.00.
Lukningen skete blandt andet på baggrund af de voldsomme hændelser tilbage i september i København, hvor rockergrupperingen blev angrebet formentligt som et led i en verserende konflikt. Samme rockergruppering holder i Østjylland til i to klubhuse, som altså dengang blev lukket.