Kultur
Oberst Hackel og H.C. Andersen rykker ind i Mellerup
Nørhald Kunstforening byder på papirkunst og kendte ansigter i januar
Kendte figurer fra både litteratur, film og danmarkshistorie får nyt liv, når kunstneren Lise Nicolaisen fra Hadsten udstiller i Mellerup i januar. Her kan publikum blandt andet møde H.C. Andersen, Oberst Hackel, Dr. Margrethe og karakterer fra Matador – skabt i papir, farver og fotografi.
Udstillingen præsenteres af Nørhald Kunstforening og kan opleves i foyeren på Mellerup Efterskole fra den 10. januar til den 5. februar.
Papirkunst med kendte motiver
Lise Nicolaisen arbejder især med papirklip, men udstillingen rummer også både akvareller og fotokunst. Flere af værkerne tager udgangspunkt i folkekære figurer og historiske personligheder, som kunstneren fortolker med humor, præcision og sans for detaljen.
Samtidig spiller naturen en central rolle i udstillingen. Gennem de seneste 25 år har naturen været en væsentlig inspirationskilde i Nicolaisens kunstneriske virke, og publikum kan se flere værker, hvor planter, landskaber og organiske former er i fokus.
Læs også:
Mange års arbejde med saks og papir
Som papirkunstner har Lise Nicolaisen en særlig passion for H.C. Andersens liv og værker. Siden 2011 har hun brugt mange hundrede timer med papir og saks, og arbejdet har blandt andet resulteret i en bog med H.C. Andersen-papirklip, som er udgivet med støtte fra Velux Fonden.
”Papirklip er ligesom blevet en ”hobby” for mig. Det giver så meget glæde, når motivet dukker frem af papiret,” fortæller Lise Nicolaisen.
Lokalt forankret kunstner
Lise Nicolaisen har primært udstillet i nærområdet. Hun har blandt andet deltaget to gange på censureret udstilling i Faurskov Kunst og har udstillet i Sløjfen i Hadsten, August Art, Sognegården i Hadsten, Hinnerup Kulturhus og Hammel Bibliotek.
Udstillingen i Mellerup byder på både væghængte værker samt værker placeret på borde og i montrer.
Fernisering med musik og forfriskning
Der er fernisering fredag den 10. januar kl. 14-16 i foyeren på Mellerup Efterskole. Her serveres en forfriskning, mens elever fra skolen sørger for musikalsk underholdning.
Udstillingen kan derefter opleves alle hverdage mellem kl. 14 og 17 frem til 5. februar på adressen Almisbakken 19A, Mellerup, 8930 Randers NØ.
Læs også: