Familie
Nyt selvafhentningsrum hos Hjælpemiddelhuset Kronjylland giver borgerne større frihed
Borgerne i Randers Kommune kan fremover hente og aflevere hjælpemidler døgnet rundt – uden at være afhængige af åbningstider. Den nye løsning indvies med fejring den 18. juni.
Hjælpemiddelhuset Kronjylland åbner nu et døgnåbent selvafhentningsrum på adressen Agerskellet 22 i Randers NV. Det nye tiltag skal gøre det lettere for både borgere og pårørende at hente og returnere hjælpemidler, når det passer dem bedst – også uden for almindelig åbningstid.
Et skridt mod mere fleksibilitet
Hos Randers Kommune ser man åbningen som en del af en bredere indsats for at imødekomme borgernes behov i en travl hverdag.
”I Randers Kommune vil vi gøre hverdagen lettere for borgerne. Det nye selvafhentningsrum er åbent 24 timer i døgnet, hverdag og weekend. Det betyder, at man nu kan hente og aflevere hjælpemidler, når det passer. Det handler om frihed og fleksibilitet,” siger Ellen Petersen, formand for Omsorgsudvalget i Randers Kommune.
Læs også:
Indvielse med bobler og snoreklip
Torsdag den 18. juni mellem kl. 14.00 og 16.00 bliver det nye afhentningsrum officielt indviet med bobler og snacks. Ellen Petersen vil klippe den røde snor, og alle interesserede borgere, pårørende, medarbejdere og samarbejdspartnere er inviteret til at deltage.
Gæsterne får mulighed for at se de nye faciliteter og høre mere om, hvordan selvafhentningssystemet fungerer i praksis.
Hjælp til både borgere og pårørende
Selvafhentningsrummet er udviklet med fokus på brugervenlighed og større selvstændighed for borgerne. Men også de pårørende får lettere ved at hjælpe deres nærmeste.
”Vi oplever, at mange pårørende har svært ved at nå forbi indenfor vores åbningstid – især i de tilfælde, hvor de bor langt væk herfra. Med selvafhentningsrummet kan de pårørende komme forbi i løbet af weekenden eller efter arbejde – lige når det passer dem,” fortæller Mie Boye, leder af Hjælpemiddelhuset Kronjylland.
Automatisk adgang og enkel afhentning
Det nye rum er indrettet med et digitalt adgangssystem. Når et hjælpemiddel er klar, modtager borgeren en SMS med information og en kode, som giver adgang til lokalet.
“Vi har brugt mange ressourcer på at arrangere aflevering og afhentning af hjælpemidler. Fremadrettet får de borgere, der godt selv kan afhente deres hjælpemidler, mulighed for det. Det er både en hjælp for dem og for os,” siger Mie Boye og tilføjer: “De modtager en SMS, når deres hjælpemiddel er klar til afhentning. I SMS’en får de en kode til døren, som de kan bruge til at komme ind i rummet, hvor deres hjælpemiddel står klar. Så simpelt kan det gøres.”
Reaktion på stigende behov
Baggrunden for den nye løsning er en stigende efterspørgsel på hjælpemidler i kommunen. Ved at give borgerne mulighed for selv at afhente og aflevere, håber Hjælpemiddelhuset at kunne frigive ressourcer og mindske ventetider.
Det nye selvafhentningsrum er endnu et skridt i retning af en mere fleksibel og tilgængelig service for borgerne i Randers Kommune.
Læs også: