Nyheder

Nyt samarbejde skal gøre skoleelever skarpere på falske og troværdige nyheder

Elever fra 6. til 10. klasse i hele landet kan i efteråret prøve kræfter med journalistik og samtidig blive klogere på kildekritik og mediernes rolle i demokratiet.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 19. august 2026

Medierådet for Børn og Unge har indgået et nyt samarbejde med Mediekonkurrencen, der netop er gået i gang. Målet er at styrke børn og unges mediekundskaber og gøre dem bedre rustet til at vurdere de informationer og nyheder, de møder.

Mediekonkurrencen arrangeres af JP/Politikens Hus og Danske Medier. Her får skoleklasser fra hele landet mulighed for selv at lave en avis og dermed få praktisk erfaring med journalistisk arbejde.

Konkurrencen foregår i ugerne 34-46 under temaet »En bedre verden«. Alle landets 6.-10.-klasser kan deltage gratis.

Elever skal arbejde med kildekritik

Som en del af det nye samarbejde bidrager Medierådet med en såkaldt Startpakke, der fungerer som introduktion til elevernes arbejde med avisen.

Pakken indeholder materiale til lærerne og undervisningsmaterialet »Hvad stoler du på?«. Her skal eleverne blandt andet arbejde med kildekritik, troværdighed og forskellene mellem redaktionelle medier og andre informationskilder.

Eleverne kan eksempelvis diskutere, hvordan de forholder sig til en historie, der bliver fremstillet forskelligt af et redaktionelt medie og en influencer.

Miriam Michaelsen, forperson i Medierådet for Børn og Unge, siger:

»Mediekundskaber er en helt afgørende forudsætning for opretholdelsen af den offentlige samtale og debat som fundamentet for et demokratisk samfund. Det gælder sådan set i hele befolkningen, men børn og unge er en vigtig og kritisk målgruppe. Vi ved, at de i høj grad får informationer og nyheder fra digitale platforme, og at det ofte er svært for dem at gennemskue, hvad der er sande og falske informationer. Samtidig er børn og unge ofte dem, der tager nye og alternative medier til sig først. Mediekonkurrencen opfylder en essentiel rolle ved at sætte fokus på den vigtige opgave, som redaktionelle og uafhængige medier udfører. Vi er glade for at kunne bidrage til arbejdet med materiale, der forhåbentligt vil få børnene til at tænke over mediernes rolle i både demokratiet og deres egen hverdag.«

Kulturminister vil have flere unge til at læse troværdige medier

Kulturminister Zenia Stampe peger også på børn og unges brug af digitale platforme som en udfordring.

»Alt for mange børn og unge får deres nyheder fra techgiganternes digitale platforme, hvis forhold til troværdighed, fakta og menneskeskabt indhold er en by i Rusland. Jeg håber på, at udskolingseleverne gennem Mediekonkurrencen kan få et vigtigt indblik i det store arbejde, der ligger bag troværdig kvalitetsjournalistik, når de selv prøver kræfter med journalistikkens håndværk. Som kulturminister vil jeg arbejde for, at flere børn og unge læser nyheder og får information fra medier, der er til at stole på. Jeg er glad for, at Medierådet for Børn og Unge nu sætter fokus på, at vi skal hjælpe vores børn og unge til at navigere sikkert i et komplekst medielandskab og deltage aktivt i den offentlige samtale.«

Vinderklasser får 5.000 kroner

Eleverne skal gennem Mediekonkurrencen arbejde med hele processen fra den første idé til artikler og det afsluttende layout.

De klasser, der indsender en færdig avis, får den trykt og sendt til skolen. Der bliver kåret vinderaviser i to kategorier: 6.-7. klasse og 8.-10. klasse.

Vinderne får 5.000 kroner til klassekassen og bliver fejret i 2027.

Sociale medier er populære – men tilliden er lav

Samarbejdet kommer som led i Medierådets øgede fokus på mediekundskaber blandt børn og unge.

I begyndelsen af 2026 udgav Medierådet sammen med mediemyndighederne i Sverige, Norge, Finland og Island undersøgelsen Nordic Media Literacy Survey.

Undersøgelsen viste blandt andet, at sociale medier er blandt de mest populære nyhedskilder for mange unge. Samtidig er tilliden til indholdet på sociale medier lav – også blandt de unge selv.

Samarbejdet med Mediekonkurrencen er en del af en bredere indsats fra Medierådet. Der er planlagt flere initiativer i 2026 og 2027, som skal styrke børn og unges viden, kritiske forståelse og evne til at navigere sikkert og ansvarligt i medielandskabet.