Valg 2025
Nyt Randers Byråd har valgt borgmester: Rosa Lykke Yde (SF) er klar til at tager over fra 1. januar
Konstitueringen fandt sted på Det Gamle Rådhus torsdag – og udvalgsposterne er nu fordelt for perioden 2026-2029
Det nye Randers Byråd har på et konstituerende møde torsdag den 11. december 2025 valgt Rosa Lykke Yde (SF) som borgmester og Niels-Jørgen Thomsen (Det Konservative Folkeparti) som viceborgmester. Samtidig er medlemmerne af de stående fagudvalg valgt, og formands- og næstformandsposterne er fordelt.
Mødet blev afholdt i byrådssalen på Det Gamle Rådhus.
Borgmester valgt med 18 stemmer
Som byrådsmedlemmet med højest anciennitet bød Louise Høegh (Venstre) velkommen til mødet.
Her blev Rosa Lykke Yde valgt som ny borgmester med 18 stemmer for. Resten stemte blankt. Hun tiltræder, når det nye byråd formelt træder i kraft den 1. januar 2026.
Læs også:
Niels-Jørgen Thomsen bliver viceborgmester
Ud over borgmestervalget blev Niels-Jørgen Thomsen (Det Konservative Folkeparti) valgt som viceborgmester.
Der blev også valgt medlemmer til de stående fagudvalg. Udvalgene fordelte formands- og næstformandsposter på deres egne konstituerende møder umiddelbart efter byrådets konstituering.
31 medlemmer valgt ved kommunalvalget
Kommunalvalget fandt sted den 18. november 2025, hvor de 31 medlemmer af det nye byråd blev valgt for perioden 2026-2029.
Det første ordinære byrådsmøde med det nye byråd bliver den 26. januar 2026.
Her er formændene i de stående udvalg
I økonomiudvalget bliver Rosa Lykke Yde formand, mens Niels-Jørgen Thomsen er næstformand.
Miljø- og teknikudvalget får Frank Nørgaard som formand og Anker Boje som næstformand.
Erhvervs- og planudvalget ledes af Henrik Hove som formand med Henning Munkholm Eriksen som næstformand.
Børn- og skoleudvalget får Kasper Fuhr Christensen som formand og Magnus Bigum som næstformand.
I social- og arbejdsmarkedsudvalget bliver Karina Hjorth formand, og Kasper Fuhr Christensen næstformand.
Omsorgsudvalget får Nicolai Estrup som formand og Karina Hjorth som næstformand.
Sundheds-, idræts- og kulturudvalget ledes af Erik Bo Andersen som formand med René Skaarup som næstformand.
Landdistriktsudvalget får Henning Munkholm Eriksen som formand og René Skaarup som næstformand.
Børne- og ungeudvalget vælger selv formand
Børne- og ungeudvalget består af to byrådsmedlemmer og fire suppleanter. Merete Bak Laustsen er udpeget, hvor Jens Laursen og Marcus Mossalski er henholdsvis 1. og 2. suppleant. Lise-Lotte Leervad Larsen er også udpeget, men her er 1. og 2. suppleant endnu ikke udpeget.
Udvalget vælger sin formand og næstformand på det konstituerende udvalgsmøde.
Læs også: