Kultur

Nyt program med ellerter, arkæologi og Jeanette Varber

Tre gange om året sammensætter Museum Østjylland et nyt programtilbud, som hver gang spænder vidt med oplevelser for alle i Randers, Norddjurs og Syddjurs kommuner. Her på tærsklen til 2025 har museet igen rystet posen og udkommer med programmet for januar til og med april.

Nyt program med ellerter, arkæologi og Jeanette Varber
Et højdepunkt i det nye program fra Museum Østjylland er særudstillingen om den uforglemmelige ellert, der trillede ud i trafikken i 1980’erne. Udstillingen Ellert – elektriske drømme udfolder den fantastiske fortælling om nytænkning, store drømme og de mange benspænd, der fulgte. Der er gratis adgang til særudstillingen. Fotokilde: Kaj Grosen
25. december 2024
Af Benedikte Jensen

Oplev i de kommende vinter- og forårsmåneder blandt andet en særudstilling om den nyskabende ellert, en samtale om kræft med arkæolog Jeanette Varberg og en række foredrag, byvandringer og sjove vinterferieaktiviteter for børn.

  • Nyt museumsprogram for januar – april 2025 fra Museum Østjylland i Randers, Grenaa og Ebeltoft.
  • Programmet kan ses på museumoj.dk.
  • Gratis adgang til alle udstillinger og til alle aktiviteter for børn.

Revolutionerende, nyskabende og visionær. Et lille futuristisk el-køretøj fra Randers tog danskerne med storm, da det trillede ind på bil-scenen i 1985. Den charmerende darling blev hurtigt i folkemunde døbt ellerten. Den 8. februar åbner 40-års jubilæumsudstillingen Ellert – elektriske drømme på museet i Kulturhuset. Her kan du opleve den fascinerende fortælling om spirende drømme om at skabe fremtidens køretøj fra produktion og lancering frem til det endelige fald, hvor projekt ellert kørte endeligt i grøften. I udstillingen indgår blandt meget andet den allerførste ellert med stelnummer S0001, som blev produceret og solgt i Randers.

Arkæologi og gode fortællinger

De arkæologiske fortællinger sætter også deres præg på det nye museumsprogram. Denne gang er det med både korte og lange foredrag og med hyggeligt detektormøde for den store gruppe østjyder, som er bidt af at gå med metaldetektor. Altid populært er også arrangementet Arkæologernes arbejdsår, som afholdes både i Grenaa og Randers. Her gør arkæologer fra museet status over 2024 og fortæller om de mest spændende udgravninger, fund og øvrige arkæologiske opgaver, der har præget året. Er din tid og energi ikke til lange foredrag, byder museet i det nye program også på mini-foredragene Arkæologen fortæller. Her får du et hurtigt skud kultur-vitaminer og hører de nyeste fund fra udgravninger eller den forskning, som lige nu foregår på museet.

Randers Kammerorkester præsenterer et af tidens store klavertalenter

Læs også: Randers Kammerorkester præsenterer et af tidens store klavertalenter

Varberg og kræften

Arkæolog, museumsinspektør og forfatter. Jeanette Varberg er her, der og allevegne! Senest også som forfatter til bogen ONKOS, en videnskabelig og personlig beretning om kræft. I januar kan du også opleve Jeanette Varberg i Kulturhuset Randers i en inspirerende samtale om bogen med Maria Louise Elgård Rasmussen, der er leder af Kommunikation og Formidling på museet. Samtalen vil udfolde kræftens kulturhistorie og sætte fokus på, hvilken rolle historien kan spille, når man gennemlever en livskrise. Arrangementet er lavet i samarbejde med Randers Bibliotek og FOF Randers-Favrskov-Mariagerfjord. Udover Jeanette Varberg-foredraget kan du i det nye program kan du også tage på byvandringer og høre foredrag om så forskellige emner som forbrydelse og straf, Ebeltoft Havn gennem 800 år og tyske flygtninge i Danmark.

Vinterferie-sjov for børn

Intet program uden gratis aktiviteter for børn! Lige om lidt er det vinterferie, og skolebørnene har masser af tid til at dykke ned i sjove museumsoplevelser. Denne vinterferie kan de på museet besøge Opfinderskolen, hvor der tænkes nye og kreative tanker og bygges vilde biler, som testes på en forhindringsbane. Børnene kan også tage deres voksne med rundt i særudstillingen om den nyskabende ellert, der for en stund satte Danmark og Randers på verdenskortet.

Grammy-vindende country/rock/folk/blues-sanger og sangskriver Lucinda Williams kommer til Randers

Læs også: Grammy-vindende country/rock/folk/blues-sanger og sangskriver Lucinda Williams kommer til Randers

Tilmeld dig vores nyhedsbrev