Nyheder

Nyt moderne vandværk skal sikre drikkevandet i Randers

Verdo Vand har fået grønt lys til at opføre et af Danmarks mest moderne vandværker ved Bunkedal Mølle

Redaktion
Af Redaktion 24. september 2025

Verdo Vand er klar til at tage hul på et stort projekt, der skal styrke vandforsyningen i Randers og omegn. Byrådet i Randers Kommune har netop godkendt lokalplanen for et nyt vandværk ved Bunkedal Mølle i den nordlige del af byen.

Et projekt med lokal betydning

Selvom vandværket bygges i Randers, får det også betydning for borgere i Mariagerfjord Kommune, da vandforsyningen i området hænger tæt sammen på tværs af kommunegrænser. Med det nye anlæg vil kapaciteten blive styrket, og forsyningssikkerheden forbedres – noget, der kommer hele regionen til gavn.

Klar til første spadestik i 2026

Hvis alt går efter planen, kan arbejdet med at anlægge vandværket begynde til foråret 2026. Inden da skal projektet i udbud, og de sidste tilladelser skal falde på plads.
”Jeg er glad for, at vi nu kan tage skridtet videre. Det er en meget vigtig brik i vores muligheder for at fremtidssikre vandforsyningen,” siger Peter Nordahn, vandforsyningschef hos Verdo Energi og Forsyning.

Erstatning for gamle anlæg

Det kommende Bunkedal Mølle Vandværk skal erstatte de nuværende vandværker i Østrup Skov og Bunkedal, som er nedslidte. Men projektet bliver mere end blot en udskiftning. Vandværket bliver blandt de mest moderne i landet med avanceret datastyring, egen energiforsyning og høj sikkerhed, der lever op til EU’s standarder.

Fokus på natur og landskab

For at tilpasse det nye anlæg til omgivelserne vil Verdo Vand plante området til med natur, når byggeriet er afsluttet.
”Nu skal vandværket først etableres, men så snart det er på plads, vil resten af det areal, der nu bliver taget ud af landbrugsdrift, blive beplantet, så det fremstår som et grønt naturareal. Jeg håber, at beboerne i området vil opleve, at det falder godt ind i landskabet,” siger Peter Nordahn.

Klar i 2027

Når vandværket står færdigt i slutningen af 2027, vil det levere mere end 1,2 millioner kubikmeter drikkevand årligt. Dermed bliver over en fjerdedel af Randers’ borgere sikret en stabil og moderne vandforsyning mange år frem.