Politik

Nynazisterne i Nordfront vanhelliger modstandskampen

Redaktion
Af Redaktion 28. oktober 2019

Nynazisterne i Nordfront har været meget aktive i Randers i det sidste halve års tid. Den hængte dukke ved busterminalen, plakater på broer og ved skoler. For få dage siden et angreb på Tirsdalens skole, så politiet måtte gribe ind.

Når Nynazisterne i Nordfront kalder sig “Den nordiske Modstandsbevægelse” opleves det som en vanhelligelse af de ofre, som modstandsbevægelsens folk under anden verdenskrig oplevede.

Lisbeths far og Lises mor og morbrødre var aktive i modstandskampen, og Lises mor blev taget af Gestapo og deporteret til Tyskland. Deltagelsen i modstandskampen kostede vores familier dyrt. De traumer der opstod fortsatte lang tid efter krigen. Det gav store psykiske og fysiske problemer, nogle så alvorlige, at det kostede livet. Det ramte både modstandsfolkene og deres familier. På trods af de livslange traumer holdt vores forældre fast i, at modstandskampen handlede om mennesker, demokrati og alles ret til et godt liv uanset race, køn og tro – ikke om snæver nationalisme. Der findes gode danskere og onde danskere – ligesom der findes gode tyskere og onde tyskere. Der findes også gode jøder og onde jøder ligesom der findes gode muslimer og onde muslimer.

Som modstandsbørn er vi specielt opmærksomme på om den udvikling, der i løbet af 30erne i Tyskland førte til nazismens overtagelse af magten, har lighedspunkter med, hvad der sker i Danmark i dag. – Og desværre ser vi flere og flere lighedstegn. Man lægger en tro for had – dengang jøder i dag muslimer – dengang sagde man at jøderne var en trussel mod det tyske folk og den tyske kultur, i dag siger selv politikere i folketinget at muslimer er en trussel mod det danske folk og den danske kultur. Dengang som nu fører den hadefulde retorik til en stigende angst og frygt i befolkning. Det giver grobund for at få os til at acceptere, at vi nedbryder retsstaten i form af love, der rammer befolkning skævt som Ghettolovene og hjemsendelsesydelse.

##29467##

Netop den hadefulde retorik og angsten fører til passivitet overfor den udvikling, der ligner udviklingen i Tyskland i 30erne.

Pastor Martin Niemöller skrev et digt om, hvordan passivitet og manglende protest førte til nazismens sejr i Tyskland.. Her er en nutidig gendigtning:

Først kom de for at tage flygtningene( Niemöller skrev komunisterne), men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke flygtning (kommunist)
Da de kom for at arrestere muslimerne (N. skrev fagforningsmændende) protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke muslim.(fagforeningsmand)
Da de spærrede aktivisterne inde (N: skrev socialisterne, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke aktivist.(socialist)
Da de spærrede fagforeningsfolkene inde (N skrev jøderne), protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke i fagforening.(jøde)
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.

I dag er vi nået til første linje og er på vej ind i anden linje Lad os håbe at vi aldrig kommer til at opleve resten af digtet. Vi har et stort ansvar, hvis vi bare ser passivt til den inhumane udvikling.

Vær ikke passiv, men vær med til at mindes ofrene for nazismens angreb Krystalnatten d. 9. november kl 11 på Rådhustorvet i Randers under parolen LAD DET ALDRIG SKE IGEN.