Helbred

Nye tal vækker opsigt: To ud af tre børn oplever digitale krænkelser – og står tit alene med ubehagelige oplevelser

En ny undersøgelse viser, at 66 procent af de 9-17-årige har oplevet en digital krænkelse eller noget andet ubehageligt online det seneste år. Niveauet er stort set uændret fra for to år siden.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 15. september 2026

Digitale krænkelser og ubehagelige oplevelser er fortsat en del af hverdagen på nettet for mange børn og unge.

En ny repræsentativ undersøgelse fra Red Barnet og TrygFonden viser, at 66 procent af børn og unge mellem 9 og 17 år har oplevet mindst én digital krænkelse eller en anden ubehagelig hændelse online inden for det seneste år.

I en gennemsnitlig dansk skoleklasse med 20 børn svarer det til 13 børn. Seks vil have set voldsomme billeder eller videoer, seks vil være blevet fotograferet uden samtykke, mens fem vil være blevet talt eller skrevet grimt til. Ét barn vil have været udsat for et digitalt overgreb som afpresning, grooming eller deling af et intimt billede.

Udviklingen er ikke vendt

Tallene vækker bekymring hos Red Barnet. I 2021 havde 42 procent oplevet en digital krænkelse eller noget andet ubehageligt det seneste år. I 2024 var andelen steget til 69 procent, mens den nu ligger på 66 procent. Forskellen mellem 2024 og 2026 er ikke statistisk signifikant.

“Det er mere reglen end undtagelsen, at vores børn og unge oplever dybt ubehagelige ting online. Og de tror selv, at det bare er sådan, barndommen er online. Det er ubærligt at tænke på, og det er grotesk, at vi som samfund har ladet det ske. Selvom vi har diskuteret problemerne i årevis, betaler børn stadig med deres tryghed og sikkerhed, når de færdes online. Det må ikke fortsætte,” siger Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun peger samtidig på behovet for regulering:

“Det er meget velkomment og på høje tid, at Danmark vil indføre aldersgrænser for de platforme, som i dag ser stort på børns sikkerhed. Men aldersgrænser er kun det første skridt i at vende udviklingen.”

Mange yngre børn bruger platforme med 13-årsgrænse

Undersøgelsen ser for første gang nærmere på de 9-12-åriges brug af platforme, der har en aldersgrænse på 13 år.

Her viser tallene, at 65 procent bruger en platform, som de er for unge til efter platformens egen aldersgrænse. 42 procent af de 9-12-årige bruger Instagram, TikTok eller Snapchat.

“Skruppelløse techgiganter bør slet ikke have adgang til børn i en så ung alder. Det skriger til himlen, at de helt åbenlyst ser gennem fingre med deres egne aldersgrænser, samtidig med at de via adfærdsdesign og algoritmer gør alt for at fastholde børn og unge på platforme, som flyder over med krænkelser og skadeligt indhold,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Snapchat er den platform, hvor børn og unge har flest krænkende og ubehagelige oplevelser. 47 procent af oplevelserne er sket her, efterfulgt af TikTok med 21 procent og Roblox med 16 procent.

Efterlyser mere hjælp fra voksne

Red Barnet understreger, at regulering af platformene ikke kan stå alene.

“Regulering er helt afgørende. Samtidig er vi voksne omkring børnene nødt til at blive markant bedre til at hjælpe dem. Og så har vi brug for, at regeringen investerer i børns digitale dannelse og teknologiforståelse. I to årtier har vi ladet børnene stå alt for alene i deres digitale liv, og nu står vi foran et massivt oprydningsarbejde. Det må vi på ingen måde undervurdere,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Kun 54 procent vælger at handle, når de har været udsat for noget ubehageligt online. 17 procent fortæller det til en forælder eller en anden voksen i familien, mens fire procent går til en lærer eller pædagog.

AI bliver også brugt som fortrolig

Undersøgelsen har også undersøgt børn og unges brug af AI-chatbots. 77 procent har prøvet en AI-chatbot, mens 13 procent bruger chatbots som en fortrolig, når de har behov for følelsesmæssig støtte.

Blandt børn og unge, der oplever ensomhed, bruger 31 procent en chatbot til følelsesmæssig støtte.

“AI-chatbots har på kort tid sneget sig ned i lommerne på børn og unge, og derfor haster det med at stille krav til, hvordan de må interagere med børnene. Vi står i starten af en AI-æra, og som samfund må vi ikke begå de samme fejl, som vi har gjort med sociale medier,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Undersøgelsen bygger på spørgeskemabesvarelser fra 2.142 børn og unge mellem 9 og 17 år samt kvalitative interviews med 14 unge mellem 13 og 17 år. Det er tredje gang, Red Barnet gennemfører undersøgelsen.