Biler og motor

Nye tal: Husstande med elbil bruger næsten dobbelt så meget strøm

En ny analyse fra Danmarks Statistik viser, at husstande med elbil bruger næsten dobbelt så meget strøm som husstande med benzin- eller dieselbiler. Har husstanden samtidig elvarme eller varmepumpe, er elforbruget hele tre gange så højt som i husstande med fjernvarme.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 11. september 2025

I 2024 havde husstande i enfamiliehuse med elbil et medianforbrug, der var 1,9 gange højere end hos husstande med en fossilbil. For husstande med elopvarmning – primært varmepumper og elradiatorer – var medianforbruget 3,1 gange højere end for husstande med fjernvarme.

Store forskelle i forbrug

Danmarks Statistik har undersøgt, hvordan elforbruget pr. person varierer ud fra husstandstyper, indkomst, bilrådighed, boligens alder, størrelse og opvarmningsform.

”Analysen viser, at medianforbruget varierer betydeligt mellem forskellige typer af husstande. Hvis man har en elbil og bor i enfamiliehus, trækker det dobbelt så meget på elmåleren, som hvis man har en bil på fossilt brændstof. Derudover kan vi se, at der er store sæsonudsving i husstandenes elforbrug. Især husstande med elopvarmning har, måske ikke så overraskende, et markant højere forbrug i vinterhalvåret,” siger Aske Skov Andersen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

Hvor elbiler og elvarme fylder mest

Andelen af husstande i enfamiliehuse med elbil var i 2024 størst i og omkring de store byer. På Frederiksberg havde 39,2 pct. af husstandene en elbil, mens andelen i Gentofte lå på 37,7 pct.

Når det gælder elbaseret boligopvarmning, toppede Lejre Kommune med 41,8 pct. af husstandene. Herefter fulgte Samsø med 41,7 pct. og Stevns med 39,1 pct.

Udgifter til el og energi

En gennemsnitlig husstand brugte i 2023 2,2 pct. af det samlede forbrug på el. 3,6 pct. gik til anden energi til opvarmning, såsom fjernvarme, gas, olie eller træ, mens 1,8 pct. gik til benzin og diesel.

Det svarer til gennemsnitlige udgifter på 9.000 kr. til el, 14.500 kr. til fjernvarme mv. og 7.300 kr. til benzin og diesel i 2023.

Om analysen

Tallene bygger på elmålerdata fra Energinet, som siden 2021 har registreret detaljerede målinger af alle danske husstandes strømforbrug. I kombination med øvrige data fra Danmarks Statistik giver dette et unikt indblik i, hvilke typer husstande der bruger mest strøm – og hvornår på året forbruget topper.

Hele analysen kan læses på Danmarks Statistiks hjemmeside: www.dst.dk/analyser/56579

Biler og motor

Se flere artikler