Forbruger
Nye regler gør det lettere at tage medicin med til Danmark pr. 1. januar
Fra i dag må privatpersoner indføre lovligt købt medicin fra hele verden – dog med vigtige undtagelser
Fra torsdag den 1. januar 2026 træder nye regler i kraft, som ændrer markant på, hvad privatpersoner må tage med af medicin ind i Danmark. Fremover bliver det som udgangspunkt lovligt at indføre medicin til eget forbrug fra alle lande – også uden for EU og EØS.
Hvad er nyt fra 1. januar?
Hidtil har det været forbudt for privatpersoner at indføre medicin fra lande uden for EU/EØS. Den regel er nu ophævet. Fremover må man gerne tage medicin med hjem fra rejser i hele verden eller få medicin sendt fra udlandet.
Det er dog et klart krav, at medicinen er solgt lovligt i det land, hvor den er købt, og at den kun er til eget forbrug.
Ændringen gælder både medicin købt i fysiske butikker i udlandet og medicin købt på nettet, som sendes til Danmark.
Læs også:
Hvorfor ændres reglerne?
Regelændringen sker, fordi Lægemiddelstyrelsen ikke længere fører kontrol med privatpersoners indførsel af medicin.
Kontrolopgaven blev indstillet som led i det statslige arbejdsprogram fra 2024, hvor 1.000 årsværk i staten blev nedlagt. Samtidig stopper Lægemiddelstyrelsen også med at behandle dispensationsansøgninger fra udlændinge, der tidligere skulle søge om lov til at medbringe medicin under længere ophold i Danmark.
Vigtige undtagelser: Ikke al medicin er fri
Selvom reglerne bliver mere lempelige, er der fortsat klare begrænsninger for visse typer medicin.
Det er stadig ulovligt at indføre større mængder medicin med henblik på videresalg, og der gælder særlige regler for antibiotika, dopingmidler og medicin med euforiserende indholdsstoffer.
Antibiotika
Antibiotika må gerne indføres fra EU/EØS-lande.
Fra lande uden for EU/EØS må antibiotika kun medbringes ved indrejse, og man må højst tage antibiotika med til tre måneders behandling. Antibiotika må ikke sendes med post fra lande uden for EU/EØS.
Medicin med euforiserende indhold
Ved indrejse må man medbringe medicin med euforiserende stoffer til eget forbrug svarende til højst 30 dages behandling. Man skal have dokumentation for, at medicinen er udskrevet til en selv.
Det er aldrig tilladt at modtage medicin med euforiserende stoffer med posten – hverken fra EU/EØS eller fra andre lande.
Dopingmidler
Medicin med dopingstoffer må kun indføres til eget forbrug, hvis den er ordineret af en læge.
Fra EU/EØS-lande må dopingmedicin både medbringes ved indrejse og sendes med post.
Fra lande uden for EU/EØS må dopingmidler kun medbringes ved indrejse – og kun op til tre måneders behandling. Det er ikke tilladt at modtage dopingmedicin med posten fra lande uden for EU/EØS.
Medicin til kæledyr er også omfattet
De nye regler gælder ikke kun mennesker. Som privatperson må man også indføre medicin til egne kæledyr, hvis medicinen er solgt lovligt i købslandet og bruges til forebyggelse eller behandling af sygdom.
Der gælder dog særlige regler for antibiotika til dyr. Antibiotika til kæledyr må kun indføres fra EU/EØS-lande og kun, hvis medicinen ikke er receptpligtig i købslandet. Det er fortsat forbudt at indføre antibiotika til dyr fra lande uden for EU/EØS.
Myndighederne advarer mod usikker medicin
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt en medicin er lovlig eller sikker, anbefaler Lægemiddelstyrelsen, at man helt undlader at købe den. Man risikerer ellers at få fat i et produkt, der ikke er godkendt og i værste fald kan være sundhedsskadeligt.
Styrelsen henviser til sin hjemmeside for vejledning i, hvordan man handler sikkert med medicin på nettet.
Læs også: