Natur

Nye medlemmer valgt til LandboUngdoms hovedbestyrelse

Unge landboere fra hele landet klar til at præge foreningens fremtid

Søren Greve
Af Søren Greve 29. september 2025

Der var kampvalg og spænding til det sidste, da LandboUngdom lørdag den 27. september afholdt årsmøde på Bygholm Landbrugsskole. Tre nye medlemmer er nu valgt ind i hovedbestyrelsen, som repræsenterer unge på landet i hele Danmark.

Kampvalg om tre pladser

To bestyrelsesposter var oprindeligt på valg, men da det siddende medlem Hanna Uerkvitz valgte at genopstille, betød det, at fire kandidater stillede op til i alt tre pladser. Efter kandidattaler og opbakning fra motivatorer gik de tre pladser til Søren Bank fra Vestjysk LandboUngdom, Kristina Præstgaard fra Hobro LandboUngdom og Hanna Uerkvitz.

”Det er jo et kæmpe skulderklap, at det arbejde og engagement, jeg har lagt for dagen, bliver anerkendt på den måde. Det er jeg meget taknemmelig for, og jeg glæder mig til at komme i gang,” sagde Kristina Præstgaard efter valget.

Nye idéer og erfaringer

Valget betyder, at Patrick Mikkelsen og Helene Haug Brinch fra Favrskovegnens LandboUngdom træder ud af bestyrelsen. De nye medlemmer understreger dog, at de er klar til at fortsætte og udvikle arbejdet i foreningen.

Søren Bank, som også er formand for LandboUngdoms politiske udvalg, fremhævede vigtigheden af stærkere bånd i organisationen:
”Jeg vil gerne styrke sammenhængskraften mellem lokalforeningerne og hovedbestyrelsen, og intensivere den proces, der allerede er skudt i gang,” sagde han.

Også Kristina Præstgaard ser frem til at bidrage på landsplan:
”Jeg har selv udviklet mig helt enormt af at være med i LandboUngdom, og jeg har siddet i både lokalforening og regionsråd. Jeg vil gerne have, at endnu flere unge på landet får mulighed for at komme på en tilsvarende rejse ind i foreningslivet, og det glæder jeg mig til at bidrage med,” forklarede hun.