Erhverv

Nye krav til bogføring skræmmer: Grossisten Randers Kød var i vildrede

Efterleves Erhvervsstyrelsens nye krav til digital bogføring ikke, kan virksomheder tvinges over i nye bogføringssystemer. Men ifølge specialist er de nye krav kun en fordel, der ruster virksomhederne til fremtiden.

Nye krav til bogføring skræmmer: Grossisten Randers Kød var i vildrede
Med udgangspunkt i de seneste meldinger fra Erhvervsstyrelsen har Henrik Kruse udviklet et webinar, som skal hjælpe med at forberede danske virksomheder, der vil have svært ved at skifte til et af de standardiserede bogføringssystemer. Foto: Digisense
30. oktober 2024
Af Benedikte Jensen

Når 2024 bliver til 2025 træder nye krav for ikke-registrerede bogføringssystemer fra Erhvervsstyrelsen i kraft. Det betyder, at alle de danske virksomheder, der ikke bruger et forhåndsregistreret standardbogføringssystem, selv bliver ansvarlige for at leve op til de nye krav, og man skal stå klar til kontrol. Henrik Kruse er specialiseret i bogføringsprocesser i forbindelse med de nye krav, som ifølge ham på sigt kan blive en stor fordel for virksomhederne.

– De nye digitaliseringsting er kommet for at blive, og hvis man tror, man kan undgå at blive kontrolleret, kan man godt tro om igen. I stedet for at se de nye krav som noget negativt, bør virksomhederne tage kravene til sig med kyshånd, for hvis du efterlever dem, er du også klar til fremtidens udvikling, siger Henrik Kruse, der er CEO hos Digisense, der hjælper danske virksomheder med at blive compliant i forhold til de nye bogføringskrav, og understreger:

– Der er dog mange, der tror, at de er nødt til at betale millioner af kroner for at få etableret helt nyt it- og bogføringssystem, og det er slet ikke nødvendigt. I kraft af den nye lovgivning er der tværtimod blevet skabt et marked for at udvikle løsninger, der gør det nemt at efterleve de digitale krav. Det betyder faktisk, at det i dag er lettere og billigere for en virksomhed at omstille sig til en digital fremtid, som vi går i møde – ny lovgivning eller ej.

Direktør i vildrede

Hos grossisten Randers Kød havde administrerende direktør Kaspar Jakobsen investeret betydeligt i at tilpasse sit regnskabsprogram til virksomhedens behov, da han blev opmærksom på Erhvervsstyrelsens nye krav til bogføring.

– Vi havde brugt meget krudt på at tilpasse det hele, og jeg frygtede, at jeg ville være nødt til at bruge flere millioner på at få udviklet et nyt system, hvis det skulle kunne dække vores behov. Jeg var simpelthen i vildrede, men hørte så om muligheden for at få en compliance-pakke, der kunne få det eksisterende system til at efterleve alle krav i den nye bogføringslov, siger Kaspar Jakobsen og understreger:

– Ved at det hele nu er digitalt, sparer vi en masse tid såvel som penge. Før printede vi en stak pdf’er ud, der skulle bogføres – nu kører vi EAN-regninger selv, så det er meget billigere, hver gang vi sender eller modtager en faktura. Med den nye lovgivning er der opstået et marked for digitaliseringsløsninger, som mange virksomheder nu kan nyde godt af.

Foreningsliv og tilgængelighed i fokus på International Handicapdag 2024

Læs også: Foreningsliv og tilgængelighed i fokus på International Handicapdag 2024

Udfordringer for internationale koncerner

Også tyske virksomheder med tilknytning til Danmark bliver påvirket af Erhvervsstyrelsens nye regler. Det erfarer Søren Kring, der er statsautoriseret revisor og partner i Sønderjyllands Revision.

– Tyske virksomheder er meget anstændige og vil gerne leve op til kravene, men hvis et tysk selskab har et stort specialtilpasset setup til deres it og bogføring og for eksempel har en mindre afdeling i Danmark, så kan de danske regler give nogle udfordringer. Her er det en stor fordel, at der findes løsninger, som let kan gøre virksomhedens danske filial compliant, siger Søren Kring.

Hvad skal du være opmærksom på?

Fra Henrik Kruse lyder opfordringen, at man som virksomhed bør forberede sig på, hvordan kontrollen vil foregå, hvad der forventes af dokumentation, samt hvilke sanktioner, man risikerer at blive pålagt, hvis Erhvervsstyrelsens krav ikke efterleves.

– Det vil blive nemmere at føre målrettet og datadrevet kontrol med virksomhederne, og en række forskellige faktorer vil påvirke risikoen for, at man bliver udvalgt til kontrol. Erhvervsstyrelsen vil for eksempel kunne se, hvis du bruger et ikke-registreret bogføringssystem, hvis du har fravalgt revision, eller om der er anmærkninger i årsrapporten, hvilket i høj grad vil få alarmklokkerne til at ringe, siger Henrik Kruse og understreger:

– Hvis man ikke efterlever de nye krav, kan der afhængigt af virksomhedens størrelse og overtrædelsens alvor blive tale om bøder på op til 1,5 millioner kroner. Man risikerer også påbud om at anvende et standardiseret bogføringssystem. Det vil for mange virksomheder med særlige systemtilpasninger være langt værre.

Nyt gratis webinar

Med udgangspunkt i de seneste meldinger fra Erhvervsstyrelsen har han udviklet et webinar, som skal hjælpe med at forberede danske virksomheder, der vil have svært ved at skifte til et af de standardiserede bogføringssystemer.

– Webinaret er især relevant for modne virksomheder, hvor bogføringssystemet er tilpasset deres specifikke behov, og udenlandske koncerner med danske filialer, som typisk anvender moderselskabets bogføringssystem. Jeg vil blandt andet komme omkring, hvilke krav der stilles til ikke-registrerede bogføringssystemer, hvad man som virksomhed selv har ansvar for, og hvordan man overholder de nye krav, siger Henrik Kruse.

Randers-butik kan fejre fem års butiksjubilæum i en tid med tomme lokaler

Læs også: Randers-butik kan fejre fem års butiksjubilæum i en tid med tomme lokaler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev