Nyheder
Ny købmand til Rema 1000 i Romalt
Efter næsten otte år som købmand i REMA 1000 Romalt har Søren Engelsen Riemenschneider valgt at forlade butikken for at tage hul på nye udfordringer.
Fra uge 42 overtager Morten Bjerregaard Dalgas nemlig posten som ny købmand i Romalt.
Søren Engelsen Riemenschneider har set frem til at tage næste skridt i sin karriere og vil fra nu af være ansvarlig for at opbygge og åbne en helt ny REMA 1000-butik i det nordlige Viborg. ”Det bliver et spændende projekt, som jeg glæder mig rigtig meget til,” fortæller Søren.
For Søren er det dog ikke uden vemod, at han tager afsked med butikken i Romalt. ”Det er selvfølgeligt meget vemodigt at skulle sige farvel til butikken i Romalt, da den har været en stor del af både mit og min families liv i så mange år. Både jeg, Regitze og vores børn har haft mange gode oplevelser i og omkring butikken og har fået rigtig mange gode venskaber derigennem. Vi håber selvfølgelig, at dette kan fortsætte i fremtiden,” siger han i et opslag på facebook.
Morten Bjerregaard Dalgas overtager roret
Butikken i Romalt vil fortsætte uændret efter ejerskiftet, og Morten Bjerregaard Dalgas er klar til at træde ind i rollen som ny købmand. Morten har tidligere drevet REMA 1000 på Jernbanegade 6B i Randers, som desværre måtte lukke dørene for sidste gang fredag den 13. september. Lukningen skyldes, at butikken efter 20 år ikke længere kan leve op til de krav, der stilles til en moderne discountbutik, og det har ikke været muligt at finde en ny placering i lokalområdet.
Morten Dalgas ser frem til de nye udfordringer i Rema 1000 Romalt. Han glæder sig til overtage både butik, ansatte og ikke mindst alle de trofast kunder.
LÆS OGSÅ: Bedst, billigst og sjovest – hvor finder du det bedste ”bland selv slik” i Randers?