På bare ét år er der sket en markant ændring i, hvor der er flest boliger til salg.
Antallet af boliger til salg på Sjælland og især i hovedstadsområdet dykker betydeligt, og det gælder både ejerlejligheder og villaer. Til gengæld er udbuddet af villaer på Fyn og i Jylland stigende.
I forhold til samme tidspunkt sidste år er antallet af lejligheder til salg i region Hovedstaden faldet 44%, mens antallet af villaer til salg er er faldet 19 procent. I modsætning hertil er antallet af villaer til salg i region Syddanmark og region Nordjylland steget med 19 procent.
Der er dermed fin sammenhæng til salgstallene, der viser store stigninger i salget i København og Nordsjælland, pæne stigninger i Århus, mens resten af landet fortsat kæmper med for alvor at ryste finanskrisen af sig.
Med et fald i udbuddet af ejerlejligheder i København på 44 procent på et år, samtidig med at salget er steget 45 procent i hovedstaden i samme periode er der god grund til skepsis overfor hyppigt hørte forklaring på et faldende udbud, nemlig at mange sælgere har opgivet at sælge og i stedet lejer ud. Det er desuden ikke i den nye del af boligmassen at udbuddet falder, men derimod i den gamle del, der ikke i samme grad lejes ud. Det samme gælder villaerne, der heller ikke i særlig grad er genstand for udlejning.
Tallene skal ses som udtryk for at nedgangstiderne på boligmarkedet nu for alvor slår igennem vest for Storebælt, samtidig med at situationen letter først og fremmest i København.
Førstegangskøbere hjælper til
I en landsdækkende undersøgelse fra oktober blandt EDC-kædens 240 butikker var der meldinger fra hele landet om en klar stigning i antallet af førstegangskøbere. Mest markant er udviklingen i region Hovedstaden og i region Midtjylland hvor samtlige af de EDC-butikker, der deltog i undersøgelsen, melder om flere førstegangskøbere. Det er i disse regioner, at koncentrationen af ejerlejligheder er størst, og det er typisk i netop ejerlejlighederne at førstegangskøberne debuterer på ejerboligmarkedet.
“En stigning i antallet af førstegangskøbere er en forudsætning for at få gang i boligmarkedet,” siger statsaut. ejendomsmægler Jesper Hedegaard Jensen, Randers.
“Efterfølgende skal en stor del af sælgerne til de solgte boliger også ud og købe nyt, og dermed kommer der mere bevægelse i markedet.”
“Situationen i København er sådan, at der er begyndt at være mangel på lejligheder. De lave renter og de store prisfald har gjort boligkøbet muligt for mange førstegangskøbere, og det ser vi nu i form af et faldende udbud,” siger statsaut. ejendomsmægler og valuar, MDE Jesper Hedegaard Jensen fra EDC Ønskebo i Randers.
Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her på siden til højre.