Erhverv

Nye anbefalinger: Kulturoplevelser skal styrke dansk turisme

Ekspertgruppe peger på kulturen som motor for vækst og helårsturisme

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 11. oktober 2025

Ekspertgruppe peger på kulturen som motor for vækst og helårsturisme

Danmark står stærkt på kulturområdet – men potentialet i kulturturismen er langt fra udnyttet. En ny ekspertgruppe, nedsat som led i regeringens nationale turismestrategi Veje til bæredygtig turismevækst, fremlægger nu sine anbefalinger til, hvordan kultur kan tiltrække flere udenlandske gæster og skabe vækst i hele landet.

Minister: “Vi skal være stolte af vores kulturtilbud”

Anbefalingerne blev i dag overrakt til ministeren for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, som ser store muligheder i at koble kultur og turisme tættere sammen.

Jeg ser frem til at modtage ekspertgruppens anbefalinger til, hvordan vi i fremtiden skal tiltrække endnu flere udenlandske turister, øge deres kulturforbrug, mens de er her, og øge deres kendskab til de mange og alsidige danske kulturoplevelser, vores land kan tilbyde. Hele året kan vi tilbyde kulturoplevelser i international verdensklasse – både i vores levende storbyer, men også i vores kyst- og naturområder. Det skal vi være stolte af og endnu bedre til at vise resten af verden,” siger ministeren.

Kulturministeren: “Potentialet er enormt”

Også kulturminister Jakob Engel-Schmidt fremhæver kulturens centrale rolle i turismen:

Potentialet er enormt for kulturturisme i Danmark. Vi har museer, teatre, spillesteder, UNESCO-kulturarv, sportsbegivenheder og meget mere i absolut verdensklasse, som oplever en kæmpe interesse fra danskerne og har gjort det i lang tid. Jeg tror sagtens, vi også kan gøre endnu mere for at øge turisters kendskab til den buffet af gode oplevelser, som bare venter på dem. Hvis man alligevel er her for at se en koncert eller spise på restaurant, hvorfor så ikke også tage et smut på museum eller se dansk kulturarv?”

Ekspertgruppen skal skabe helårsoplevelser

Ekspertgruppen for kulturturisme blev nedsat i foråret 2025 og består af repræsentanter fra blandt andet kulturlivet, erhvervsorganisationer, destinationsselskaber og forskningsverdenen. Gruppen har haft til opgave at identificere erfaringer, udfordringer og muligheder for at tiltrække flere internationale besøgende – både til storbyerne og til landets mange kulturinstitutioner uden for de største byer.

Ifølge VisitDenmarks seneste undersøgelse fra 2022 spiller unikke kulturoplevelser en væsentlig rolle, når rejsende vælger destination. Derfor skal de nye anbefalinger styrke markedsføringen af danske kulturtilbud og skabe bedre samarbejde mellem kulturaktører og turismeorganisationer.

11 millioner til at følge op på anbefalingerne

På finansloven for 2025 er der afsat 11 millioner kroner til at følge op på anbefalingerne via turismereserven. Midlerne skal blandt andet bruges til at udvikle nye forretningsmodeller, målrette markedsføringen og samle data om turisters adfærd.

Fakta: Ekspertgruppens fokusområder

Ekspertgruppen peger på fire centrale indsatsområder:

  • Markedsføring og kommunikation: Øget international synlighed af danske kulturtilbud.
  • Nye forretningsmodeller: Udvikling af koncepter, der kan tiltrække nye målgrupper.
  • Data og erfaringer: Bedre brug af viden om turisters præferencer.
  • Events: Flere store og mindre kulturevents, der kan trække internationale gæster til hele landet.

Anbefalingerne bliver en del af regeringens videre arbejde med Veje til bæredygtig turismevækst, der skal sikre, at kulturen ikke blot er en del af Danmarks identitet – men også en drivkraft for økonomisk og lokal udvikling.