Nyheder
Nye aktiviteter skal rykke helt ind i boligområderne: Flere danskere skal med i fællesskabet
Dans i beboerhuset, gymnastik tæt på hjemmet og aktiviteter på multibanen i baggården. Et nyt landsdækkende samarbejde mellem DGI og BL – Danmarks Almene Boliger skal gøre det lettere for både børn, unge, voksne og seniorer at blive en del af aktive fællesskaber.
Det skal være nemmere at finde et fællesskab, komme ud at bevæge sig og møde andre mennesker – uden nødvendigvis at skulle bevæge sig langt væk fra sin egen hoveddør.
Det er ambitionen bag et nyt landsdækkende partnerskab mellem DGI og BL – Danmarks Almene Boliger.
Samarbejdet skal bringe flere aktiviteter direkte ind i landets almene boligområder, hvor beboerhuse, grønne fællesarealer og multibaner kan danne rammen om alt fra dans og gymnastik til løb, petanque og andre fælles aktiviteter.
Målet er især at nå de mennesker, der gerne vil være mere aktive, men som af økonomiske, sociale eller praktiske årsager ikke allerede er en del af foreningslivet.
Fællesskabet skal begynde lige uden for døren
Mange danskere kender til, at det kan være svært at tage det første skridt ind i en ny forening.
Måske kender man ikke nogen, måske er økonomien stram, eller måske føles afstanden til aktiviteterne for stor.
Med det nye partnerskab vil DGI og BL gøre det lettere at komme i gang ved at flytte aktiviteterne tættere på beboernes hverdag.
– Der er en skævhed i foreningsdeltagelsen. Den arbejder vi med partnerskabet på at rette op på. Det giver større chancelighed og for de ældre tackles ensomheden, siger Bent Madsen, administrerende direktør i BL.
Han understreger, at mange af fællesskaberne allerede findes.
– Heldigvis har vi ikke brug for at opfinde fællesskaber fra bunden. De findes allerede – både i boligområderne og i foreningslivet. Opgaven er at forbinde dem bedre og gøre det lettere at tage det første skridt.
Læs også:
Bulgarsk dans og skateundervisning er allerede en succes
Et eksempel på, hvordan samarbejdet kan fungere, findes i boligområdet Nørreland i Holstebro.
Her har lokale ildsjæle etableret en idrætsforening med base i områdets beboerhus, som de lokale kalder trivselshuset.
Det betyder, at de omkring 1.300 beboere i området nu blandt andet har mulighed for at deltage i skateundervisning og bulgarsk dans tæt på deres hjem.
Foreningen hjælper samtidig mindre grupper med at komme i gang med egne aktiviteter uden at skulle bruge kræfter på administration og praktiske udfordringer.
– Vi kan hjælpe en masse små grupper i gang, så de ikke skal koncentrere sig om alt det svære og administrative. Så de kan gøre det, de gerne vil. For eksempel danse eller hækle eller reparere en cykel, fortæller Henriette Poulsborg, der er formand for foreningen NKI.
Mange vil gerne være mere aktive
Behovet for flere lokale fællesskaber er stort.
En analyse fra Syddansk Universitet viser, at knap to ud af tre stillesiddende beboere i almene boliger gerne vil være mere fysisk aktive.
Samtidig viser tallene, at ensomhed og social isolation er mere udbredt blandt beboere i almene boliger end blandt andre danskere.
Ifølge analysen har 19,1 procent af de almene beboere tegn på ensomhed, mens 14,2 procent har tegn på social isolation.
Blandt beboere uden for den almene boligsektor er tallene henholdsvis 11,2 og 5,5 procent.
Derfor handler partnerskabet ikke kun om motion, men også om at skabe nye relationer, styrke trivslen og gøre det lettere at blive en del af et fællesskab.
Skal skabe nye muligheder i hele Danmark
DGI har omkring 6.700 foreninger og knap to millioner medlemmer, mens BL’s medlemsorganisationer råder over cirka 600.000 almene boliger, hvor knap en million danskere bor.
Det giver et stort potentiale for at skabe nye aktiviteter i boligområder over hele landet.
– Foreningsdeltagelse er en af Danmarks største styrker. Antallet af medlemmer i idrætsforeningerne stiger år for år, og alligevel er vi ikke i mål. Vi skal blive bedre til at åbne flere og andre døre ind til aktive fællesskaber tæt på, hvor børn, unge og voksne lever og bor, siger Charlotte Bach Thomassen, landsformand for DGI.
Aktiviteterne skal udvikles med udgangspunkt i beboernes egne ønsker og lokale muligheder.
Der kan derfor blive tale om vidt forskellige tilbud fra boligområde til boligområde – fra taekwondo og løbeklubber til dans, gymnastik og petanque.
Partnerskabet skal desuden udvikle erfaringer og modeller, som kommuner, boligorganisationer og lokale foreninger kan bruge i deres videre arbejde.
Aftalen mellem DGI og BL løber frem til 2030.
Ambitionen er, at endnu flere danskere får mulighed for at opleve glæden ved bevægelse og fællesskab – lige der, hvor de bor.
Læs også: