Samfund
Ny undersøgelse afslører pres på daginstitutioner: Fire ud af fem pædagoger oplever pengemangel
Manglende penge til vikarer, uddannelse og flere pædagoger presser hverdagen i landets daginstitutioner. En ny undersøgelse fra BUPL viser, at 81 procent af pædagogerne oplever mangel på økonomiske ressourcer.
Der er økonomisk pres på mange af landets vuggestuer og børnehaver. Det viser en ny undersøgelse fra fagforeningen BUPL, hvor mere end 10.000 pædagoger har deltaget.
Hele 81 procent af pædagogerne svarer, at de i nogen eller høj grad oplever mangel på økonomiske ressourcer på deres arbejdsplads.
Ifølge BUPL påvirker det både mulighederne for at ansætte uddannede pædagoger, skaffe vikarer og sikre den faglige udvikling.
– Ressourcemanglen er alvorlig. Det handler ikke om at have lidt ekstra overskud og luft i hverdagen, men om de helt grundlæggende vilkår for det nærvær og den kontinuitet, der skal til for at skabe rammerne for det gode børneliv, siger Elisa Rimpler, der er formand for BUPL.
Seks ud af ti peger på manglende vikarer
Et af de største problemer er ifølge undersøgelsen manglende vikardækning.
Blandt de pædagoger, der oplever mangel på ressourcer, svarer 62 procent, at det især kommer til udtryk ved, at der ikke er råd til vikarer.
Det betyder, at de tilbageværende medarbejdere skal løfte flere opgaver, når kolleger er syge eller fraværende.
– Som pædagoger er vi i forvejen spændt hårdt for. Og når en kollega, der kender børnegruppen og pædagogikken er fraværende, giver det altid ekstra arbejde for de tilbageværende. Opgaven og presset vokser kun, når der ikke engang er råd til vikar, der for eksempel kan tage fra omkring de praktiske opgaver, siger Elisa Rimpler.
Hun understreger, at konsekvenserne ikke kun rammer medarbejderne.
– Det har store konsekvenser for arbejdsmiljøet, men selvfølgelig også for den omsorg, vi kan give børnene.
Læs også:
Færre muligheder for uddannelse
Den pressede økonomi påvirker også pædagogernes muligheder for at udvikle deres faglige kompetencer.
Ifølge BUPL oplever pædagogerne blandt andet, at der ansættes unge medhjælpere i stedet for uddannede pædagoger, og at der bliver mindre tid til at forberede, evaluere og udvikle det pædagogiske arbejde.
Samtidig gør manglen på vikarer det vanskeligt for medarbejderne at deltage i kurser og efteruddannelse.
En undersøgelse fra TALIS i 2024 viser, at mere end halvdelen af pædagogerne i daginstitutionerne oplever, at manglende vikardækning forhindrer dem i at deltage i kompetenceudvikling.
– Høj faglig kvalitet er afhængig af, at pædagoger og andet personale kan deltage i kurser og efteruddannelse. Det er blandt andet med til at pædagoger bibeholder faglig glæde og motivation i arbejdet. Men det kræver et budget, hvor der er råd til vikardækning, så det ikke bliver en unødig barriere for at løfte fagligheden, siger Elisa Rimpler.
Bekymring for kvaliteten i børnenes hverdag
BUPL peger på, at de økonomiske udfordringer kan få betydning for den omsorg og opmærksomhed, som børnene får i daginstitutionerne.
Fagforeningen henviser samtidig til kvalitetsundersøgelser fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, som viser, at kun hver tiende børnehave og hver ottende vuggestue har god kvalitet.
Ifølge BUPL handler udfordringerne derfor ikke blot om medarbejdernes arbejdsvilkår, men også om mulighederne for at skabe gode rammer for børnene.
Den nye vilkårsundersøgelse fra 2026 bygger på svar fra mere end 10.000 pædagoger i landets daginstitutioner.
Læs også: