Nyheder

Ny tech-klub fra Randers opnår lokal DGI-støtte som de første

Foreningerne skal turde tænke anderledes, hvis flere unge skal med

Redaktion
Af Redaktion 22. maj 2019

Her halvanden måned senere har Kronjyllands eSport Academy opnået støtte til det første initiativ fra puljen en tech-klub med kobling til Bjerregrav Boldklub.

Kronjyllands eSport Academy er på banen med et spændende initiativ, der skal lokke flere unge ind i foreningslivet. Det mener også DGI Østjylland, som netop har bevilliget 40.000 kr. til initiativet, der henvender sig til unge, der formentlig ikke normalt ville komme i foreningslivet.

“Vi vil lave en tech-klub, der skal udforske, lege og eksperimentere med eksempelvis programmering af robotter, flyvning med droner og mindre byggeprojekter. Deltagerne mødes en gang om ugen, hvor frivillige instruktører har forberedt en aktivitet, der rent fysisk finder sted i Bjerregrav Hallen,” udtaler Bjarke Nordentoft, formand for Kronjyllands eSport Academy.

Hos Kronjyllands eSport Academy har de nemlig en stærk tro på, at relationen til de nære og lokale kan overtale flere til at deltage også selvom aktiviteten foregår i den lokale idrætshal, som ikke normalt danner arena for eksperimenterende teknologi.

“Vi tror på, at netop disse aktiviteter er tilpas anderledes og spændende i forhold til at lokke de unge, som ikke naturligt kommer i foreningen, ind i fællesskabet. Det er aktiviteter, der er svære at lave hjemme og dermed også aktiviteter, som kræver, at man kommer ned i klubben,” siger Bjarke Nordentoft.

Hos DGI Østjylland er de ikke bange for at give støtte til aktiviteter, som i udgangspunktet ligger lidt fjernt fra den brede vifte af idrætsaktiviteter, de ellers beskæftiger sig med.

“Der er gode perspektiver i at bruge tech-klubben som indgangsvinkel til at få flere deltagere med i eksempelvis esport og give dem en smag af foreningslivet gennem aktiviteter, som ikke normalt forbindes med den lokale forening,” påpeger Hans Jørgen Hvitved, formand for DGI Østjylland.

Dermed er der også perspektiver for både Kronjyllands eSport Academy og den lokale forening, Bjerregrav Boldklub, da de kan ende med at tilbyde nye aktiviteter til nye medlemmer. Hos DGI Østjylland er de nemlig ikke i tvivl om, at foreningerne skal turde tænke anderledes, hvis der skal flere unge ind i fællesskabet.

“Det er ingen hemmelighed, at de unge ikke bliver hængende i foreningslivet på samme måde som tidligere. De har så meget andet at vælge imellem. Foreningerne kan dog sagtens forblive interessante, og spille sig på banen overfor nye unge, hvis de tænker lidt ud af de traditionelle aktiviteter,” fortæller Hans Jørgen Hvitved.

Kronjyllands eSport Academy står selv for forsikringer, lokaleomkostninger, uddannelse af de frivillige instruktører samt hav af frivillige timer for at få etableret initiativet, der er sat i verden i et samarbejde med Bjerregrav Boldklub.