Helbred

Ny stressindsats i Randers skal få sygemeldte hurtigere tilbage i arbejde

Randers Kommune deltager i nyt forskningsprojekt, der skal teste en tidlig indsats for borgere sygemeldt med stress

Ny stressindsats i Randers skal få sygemeldte hurtigere tilbage i arbejde
(foto: Adobe)
Af Dinny Eriksen 29. april 2025

Randers Kommune har fået grønt lys til at deltage i en ny social effektinvestering, der skal hjælpe borgere sygemeldt med stress hurtigere tilbage i arbejde. Byrådet godkendte mandag den 28. april kommunens deltagelse i projektet, som er en del af et nationalt forskningssamarbejde.

En tidlig indsats skal gøre en forskel

Projektet, der ledes af Den Sociale Investeringsfond sammen med Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital og psykiatrien, skal afprøve en metode, der sigter mod kortere sygemeldinger, lavere stressniveau og øget livstilfredshed hos borgerne.

Randers Kommune har fået tilsagn om at få 200 pladser i projektet. Borgere, der bliver sygemeldt med stress, kan henvises af deres egen læge inden for de første 14 dages sygemelding. Derefter deltager de i en lodtrækning, hvor nogle vil få den nye indsats, mens andre fortsætter med den normale behandling via egen læge.

Sundhedsreformens økonomi skrumpet: Regeringen fjerner over en milliard fra planen

Læs også: Sundhedsreformens økonomi skrumpet: Regeringen fjerner over en milliard fra planen

Forskning bag indsatsen

Metoden, der skal afprøves, er udviklet af Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital. Målet er, at deltagerne i den nye indsats raskmeldes i gennemsnit to uger tidligere end de øvrige. Derudover forventes det, at flere af deltagerne vil være i beskæftigelse efter et år, samtidig med at deres stressniveau er lavere og livstilfredsheden højere.

Betaling kun ved succes

Randers Kommune har sikret sig, at der kun skal betales for indsatsen, hvis den faktisk virker. Økonomien bag projektet er baseret på en model, hvor Den Sociale Investeringsfond dækker omkostningerne som investor. Kommunen betaler først, hvis der dokumenteres en reel gevinst.

Hvis indsatsen lykkes, forventes det, at Randers Kommune sparer omkring 7 millioner kroner. Heraf vil 4,25 millioner kroner skulle betales tilbage til Den Sociale Investeringsfond som en del af aftalen.

Enstemmig opbakning i byrådet

Hele byrådet stod bag beslutningen om at gå med i projektet. Forslaget blev vedtaget uden afstemning på mødet mandag aften.

Reklamer for slik og junkfood skal væk fra unges skærme

Læs også: Reklamer for slik og junkfood skal væk fra unges skærme

SOSU’er i smerte? Løsningen kan være mere stabil arbejdsdag

Læs også: SOSU’er i smerte? Løsningen kan være mere stabil arbejdsdag

Tilmeld dig vores nyhedsbrev