Nyheder

Ny strategi: Region Midtjylland styrker samarbejdet med foreninger og fællesskaber

Frivillige får større rolle i sundhedsvæsenet

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 25. september 2025

Frivillige fællesskaber og foreninger skal i fremtiden spille en mere fremtrædende rolle i det midtjyske sundhedsvæsen. Regionsrådet i Region Midtjylland har sat arbejdet i gang med en ny civilsamfundsstrategi, der skal understøtte et tættere og mere ligeværdigt samarbejde med foreninger, patientorganisationer og lokale fællesskaber.

Strategien skal udvikles i løbet af 2026 i samarbejde med kommuner, kommende sundhedsråd og relevante aktører. Et vigtigt udgangspunkt er, at civilsamfundets bidrag altid er frivilligt og ikke må forveksles med offentlige kerneopgaver.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) fremhæver perspektivet i en bredere sundhedsforståelse:

“Vi skal fremtidssikre vores sundhedsvæsen, og med de udfordringer, vi står overfor, kræver det, at vi tænker sundhed bredere og tænker nyt i forhold til, hvordan vi bygger bro mellem sundhedsvæsen og civilsamfund. Frivillige organisationer, foreninger og fællesskaber gør allerede i dag en kæmpe indsats i forhold til fx sunde lokalområder og forebyggelse med fokus på det hele menneske. Arbejdet med strategien skal gøre, at vi bliver bedre til at forstå og handle på, hvordan de indsatser og det offentlige sundhedsvæsen kan supplere og styrke hinanden.”

Fokus på lighed i sundhed

Regionsrådet har afsat en ramme på én million kroner til arbejdet. Det særlige udvalg for lighed i sundhed står som afsæt for indsatsen og har haft fokus på at skabe fundamentet for de kommende beslutninger.

Udvalgsformand Else Kayser (EL) understreger civilsamfundets betydning i forebyggelse og trivsel:

“Det er og bliver regionens ansvar at sikre behandling af høj kvalitet. Men når vi taler om sundhed i en bredere forstand – om trivsel, livskvalitet og forebyggelse – spiller civilsamfundet en helt afgørende rolle. Frivillige kræfter møder mennesker dér, hvor de er, og skaber tillid og fællesskaber, hvor sundhedsfremme indgår naturligt. Om det så er i løbeklubben, kulturforeningen eller gennem patientforeninger og andre aktører med vigtige perspektiver på både behandling og forebyggelse. De kræfter skal vi give de bedst mulige rammer for at bringe i spil i sundhedsvæsenet.”

Bedre indgang for frivillige

Strategien skal desuden skabe tydeligere rammer for samarbejde om borgere med komplekse udfordringer, hvor trivsel, netværk og livssituation spiller en stor rolle. Samtidig skal frivillige og foreninger opleve en mere overskuelig indgang til regionens sundhedssystem.

Næstformand for udvalget, Louise Høeg (V), fremhæver ambitionen om at samle perspektiverne:

“Med den her proces kommer vi til at inddrage bredt, så vi får alle perspektiver med. Det er en af grundstenene til et mere nært og ligeværdigt sundhedsvæsen, at vi har dem, der står tættest på borgernes hverdag med og sikrer et gensidigt og respektfuldt samarbejde mellem frivillige fællesskaber og det sundhedsfaglige.”

Hvad er civilsamfundet?

Civilsamfundet dækker over de mange sociale fællesskaber, organisationer og frivillige indsatser, der hverken tilhører det offentlige eller det private erhvervsliv. Det kan være alt fra idrætsforeninger, patientforeninger og NGO’er til uformelle netværk og initiativer, hvor mennesker mødes om fælles værdier og aktiviteter.