Nyheder
Ny, stor og spektakulær særudstilling med Julie Nord på Randers Kunstmuseum
Det gamle danske ord JÆRTEGN beskriver overnaturlige eller usædvanlige hændelser. Jærtegn kan også være et varsel om, at noget uventet, dramatisk, underfuldt eller mirakuløst vil ske.
Indenfor de sidste fem år har den globale kunstscene vist en stigende fascination af det magiske, det surreelle og figurative. Nutidens samfundsmæssige omvæltninger og storpolitiske begivenheder har skabt ny interesse for historien og for individets sjæle- og tankeliv.
I udstillingen JÆRTEGN udforsker billedkunstneren Julie Nord (f. 1970) tematiske og motiviske forbindelser på tværs af tid gennem en labyrintisk rejse ind i kunstens og fantasiens verden. Med helt nye værker og et retrospektivt udvalg af ældre værker af Nord samt lån fra Randers Kunstmuseums righoldige samling har hun skabt en sanselig udstilling, der inviterer os til at reflektere over fortid og nutid og skabe nye fortællinger og fremtider. Julie Nord fortæller: Jeg håber klart, beskuerne kommer ud med fornemmelsen af, at have set noget på en helt ny måde. De værker jeg har valgt er meget fabulerende og historiemættede. Jeg håber sammensætningen giver gæsterne følelsen af, at de har friheden til selv at skabe deres egne historier!
I udstillingen møder man tre rum, Melankoli, Tegn og Drømmesyn, der med helt forskellige stemninger og temaer væver de historiske værker sammen med samtidskunsten i form af Julie Nords nye værker. Mødet mellem fortid og nutid sker også i tre nye monumentale collageværker, De tre vogtere. Her har Nord malet fragmenter af og referencer til kunsthistorien og syet dem sammen med nøglemotiver fra hendes egen motivverden. Som en mytologisk portvagt rammesætter hver vogter fortællingen og stemningen i det enkelte rum.
Om Julie Nord
Julie Nord (f. 1970) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2001. Siden da har hun markeret sig stærkt på den danske kunstscene med sine surreelle og distinkt præcise tegninger, akvareller og syede billeder, hvor det virkelighedsnære og intime møder det absurde og fantastiske.
Formidling
Udstillingen ledsages af et ambitiøst formidlingsprogram, der tilgodeser både voksne, unge og børn., herunder et gratis magasin, tegnestation for børn og voksne, kunstnerdialoger, film og værksteder.
Program Highlights
22. marts kl. 16.
Fernisering
Udstillingen åbnes af Louise Høeg, Formand for Sundhed-, idræts- og kulturudvalget, Randers Kommune. Julie Nord er til stede til ferniseringen. Alle er velkomne.
Lørdag den 30. marts kl. 10.00 12.00
Kom og lav dit helt eget fabeldyr sammen med Illustrator Viki Munksgaard
For børn i alderen 8-12 år.
20. april kl. 11
Kunstnerdialog – Julie Nord og Lone Hørslev
Julie Nord og forfatter Lone Hørslev går i dialog om udstilling JÆRTEGN.
16. juni 2024 kl. 11-15
Tegneworkshop for voksne med billedkunstner Signe Parkins
Enestående tegneworkshop med afsæt i Julie Nords univers.
For billet og mere information, se www.randerskunstmuseum.dk
Udstillingen og Julie Nords nyeste værker er realiseret med generøs støtte fra følgende fonde
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Arne V. Schleschs Fond, Beckett Fonden, Grosserer L.F. Foghts Fond, Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond og Toyota Fonden
Udstillingen JÆRTEGN kan opleves på Randers Kunstmuseum 23. marts til 28. juli 2024.
Læs også: