Nyheder

Ny samtalecafé for ældre

Redaktion
Af Redaktion 20. august 2016

Caféen bliver oprettet i et samarbejde med Randers Kommune.
I Randers Kommune er der fokus på velfærd og trivsel for borgere i den tredje alder. I den forbindelse samarbejder kommunens aktivitetsmedarbejdere i område Vest med Anyklubben om et nyt tiltag en samtalecafé, der vil være et tilbud til alle pensionister.

“Vi håber, at samtalecafeen vil blive til glæde og et plus for de ældre, der sidder derhjemme og ikke lige har en hobby at gå op i. Det er jo ikke alle, som vil strikke, save i træ, smede i jern eller deltage i nogle af de mere end 20 aktiviteter klubben eller de andre klubber i byen kan byde på,” konstaterer formand for Anyklubben, Poul Rasmussen.

Deltagerne vil komme til at sidde sammen omkring små borde.

Bestyrelsen i Anyklubben udarbejder i samarbejde med Anne Scamuzzi og Inge Schultz-Knudsen, aktivitetsmedarbejderne i område Vest, konceptet for, hvordan man kan bruge en samtalecafé.

“Vi har nogle ideer til, hvordan man kan hjælpe en samtale i gang, hvis ikke det går af sig selv. Mange undersøgelser viser, at det at være en del af et socialt fællesskab, er godt for vores helbred,” siger aktivitetsmedarbejder Inge Schultz-Knudsen.

Ideen til tilbuddet er blandt andet hentet fra møder om omsorg for ældre, der blev afholdt i efteråret 2015. Møderne var arrangeret af bl.a. Frivilligværket, og aktivitetsmedarbejderne havde også et arrangement, hvor ældre, der havde mistet ægtefælle, var inviteret. Efter møderne var der rigtig mange deltagere, som blev siddende ved bordene og talte videre.

Samtalecafeen vil ifølge planen være åben hver tirsdag og torsdag kl. 13-15, første gang torsdag den 1. september. Anyklubbens lokaler ligger Slyngborggade 21 i Randers. I forbindelse med åbning af Samtalecafeen er der blevet lavet T-shirt med teksten Ensom? Nej, jeg bor i Randers til uddeling blandt de fremmødte.

* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev på forsiden.
* Avisen har fået ny mailadresse: info@randersidag.dk