Nyheder
Ny professionsmaster får stærk start med 453 ansøgere
Den første praksisrettede master for lærere og pædagoger har fået flere ansøgere end studiepladser
Interessen er stor for den nye professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning.
Da ansøgningsfristen udløb, havde 453 personer søgt ind på de 300 studiepladser. Uddannelsen udbydes fra sommeren 2026 på landets seks professionshøjskoler.
Skal styrke arbejdet med børn og unge
Uddannelsen er målrettet lærere og pædagoger og skal give dem specialiseret viden, som kan bruges direkte i folkeskoler, fritidstilbud og dagtilbud.
“Det er en fantastisk start, at så mange har søgt ind på uddannelsen. Ikke mindst i lyset af, at uddannelsen først blev godkendt til ansøgning i slutningen af februar 2026. Søgetallene viser en tydelig efterspørgsel på de nye professionsmastere, og det er virkelig glædeligt, at 300 lærere og pædagoger nu får mulighed for at udvikle deres faglighed og stå endnu stærkere i arbejdet med børn og unges læring, trivsel og udvikling,” siger Camilla Wang, forperson for Danske Professionshøjskoler.
Læs også:
Flere masteruddannelser på vej
Professionsmasteren er den første uddannelse på kandidatniveau på professionshøjskolerne. Den er en del af den politiske aftale om reform af de professions- og erhvervsrettede uddannelser fra marts 2025.
Til næste sommer bliver det efter planen muligt for lærere at søge en professionsmaster i undervisning og skoleudvikling, mens pædagoger får mulighed for en pædagogfaglig professionsmaster.
Frem mod 2028 forventer professionshøjskolerne at udvikle og udbyde fem professionsmasteruddannelser, blandt andet også på sundheds- og socialområdet.
“En klar win-win”
Ifølge Camilla Wang skal de nye uddannelser både gøre fagene mere attraktive og løfte kvaliteten i arbejdet med børn og unge.
“Det er en klar win-win. Når vi investerer i videreuddannelse til lærere og pædagoger, styrker vi både deres faglige udvikling, vi gør lærer- og pædagogfaget mere attraktivt, og samtidig løfter vi kvaliteten i det pædagogiske arbejde med børn og unge.”
Professionsmasteruddannelserne er etårige, praksisrettede overbygningsuddannelser på kandidatniveau. De er fuldtidsuddannelser med SU og ventes på sigt også at blive udbudt på deltid.
Læs også: