Erhverv

Ny planchef i Randers Kommune

Randers Kommune har netop ansat Simon Ostenfeld Pedersen i stillingen som planchef. Han får dermed ansvaret for at lede kommunens planafdeling og dermed den fysiske udvikling af kommunen

Benedikte Jensen
Af Benedikte Jensen 3. oktober 2024

“Jeg glæder mig til at byde Simon Ostenfeld Pedersen velkommen i jobbet som ny planchef i Randers Kommune. Med Simons kompetencer og kapacitet får vi en planchef, som i høj grad forstår at lede udviklingen af den fysiske planlægning i kommunen og samtidig har en meget stærk faglig profil,” siger Randi Vuust Skall, chef for Plan, By og Natur i Randers Kommune og fortsætter:

“Jeg ser meget frem til samarbejdet med Simon om udviklingen af kommunen og de mange spændende byudviklingsprojekter, som vi er i gang med i disse år.”

Simon Ostenfeld Pedersen begynder i stillingen som planchef i Randers Kommune den 1. november 2024 og kommer fra en stilling som lektor ved Arkitektskolen Aarhus. Her har han fra 2015 til 2023 stået i spidsen for Arkitektskolens hidtil største projekt, Screening af Danmarks Kulturmiljøer, der er udført i samarbejde med Realdania. Her har han sammen med sit team kortlagt kulturmiljøer i 54 kommuner, herunder i Randers Kommune. Simon Ostenfeld Pedersen har også undervist og forsket i arkitektonisk kulturarv, transformation af bygninger og bydele og fysisk planlægning. I 2024 udgav han bogen Kulturmiljø – Stedets fortælling mellem fortid og fremtid, hvor det gamle, fredede Tøjhus på Udbyhøjvej i Randers bl.a. indgår.

“Jeg glæder mig meget til at komme til Randers Kommune. Der er i hele kommunen nogle fantastiske bymiljøer, som vi både skal passe godt på, samtidig med at vi skal udvikle vores byer, så de også i fremtiden fremstår med arkitektonisk kvalitet og som ramme om det gode liv,” Siger Simon Ostenfeld Pedersen.

Simon Ostenfeld Pedersen har tidligere været ansat i Slots- og Kulturstyrelsen, hvor han arbejdede med fredede bygninger og som teamleder var ansvarlig for den første nationale gennemgang af alle Danmarks fredede bygninger.

“Jeg ser den nye Arkitekturpolitik, som aktuelt er i offentlig høring i Randers Kommune netop nu, som et vigtigt værktøj, der sætter en ambitiøs ramme for, hvordan vi laver fysisk udvikling i kommunen med fokus på kvalitet og bæredygtighed. Sammen med de dygtige kollegaer i Udvikling, Miljø og Teknik, i hele Randers Kommune og eksterne samarbejdspartnere ser jeg frem til at bidrage til det vigtige arbejde,” Siger Simon Ostenfeld Pedersen.

Simon Ostenfeld Pedersen har siden 2006 boet i Langå og i Randers sammen med sin kæreste og to børn.

LÆS OGSÅ: Randerschef skifter til ledende rolle i Hospitalsenhed Midt