Sport

Ny pannabane skal styrke fællesskabet i Romalt IF

Romalt IF har fået nyt samlingspunkt – som er sponsoreret af Andelskassen i Randers i samarbejde med Sparinvest

Foråret har for alvor gjort sit indtog, og det mærkes også på fodboldbanerne i Randers Kommune, hvor klubberne igen rykker udendørs efter vinterens indendørstræning. I Romalt IF er glæden ekstra stor i år, da klubben netop har indviet en spritny pannabane – doneret af Andelskassen i Randers i samarbejde med Sparinvest.

Ny pannabane skal styrke fællesskabet i Romalt IF
Centerdirektør Morten Skipper og souschef Dorthe Svenningsen fra Andelskassen i Randers sammen med Romalt IF’s U8 Piger på klubbens nye pannabane.
Af Dinny Eriksen 7. april 2025

Mere end bare fodbold

Pannabanen blev officielt taget i brug for nylig, da Andelskassens centerdirektør Morten Skipper og souschef Dorthe Svenningsen besøgte klubben til en festlig indvielse. De to repræsentanter glæder sig over at kunne bidrage til et projekt, der rækker ud over sportens rammer.

”Gode relationer skabes i stærke fællesskaber – og det er fodbold et godt eksempel på. Her opstår venskaber, og fællesskaber vokser både på og uden for banen. I Andelskassen tror vi på, at gode relationer skaber værdi, og det glæder os, at vi sammen med vores gode samarbejdspartner Sparinvest støtter et initiativ, der samler mennesker. Vi håber, at pannabanen bliver et populært samlingspunkt, hvor fodboldentusiaster i alle aldre kan mødes, spille og styrke fællesskabet,” udtaler Morten Skipper.

Randers Cimbria sikrer semifinaleplads med storsejr over Svendborg Rabbits

Læs også: Randers Cimbria sikrer semifinaleplads med storsejr over Svendborg Rabbits

En bane for alle

Pannabanen – en mindre, rund bane med bande og mål – er kendt for at være et sjovt og effektivt redskab til at styrke tekniske færdigheder, især blandt børn og unge. I Romalt IF vækker det glæde, at faciliteterne nu er blevet endnu bedre for både eksisterende og kommende medlemmer.

”I Romalt IF betyder fællesskab og udvikling lige så meget som selve spillet på banen. Med Andelskassens støtte kan vi nu tilbyde en pannabane, der giver vores spillere mulighed for at styrke deres tekniske færdigheder i et sjovt og engagerende miljø. Vores klub har oplevet stor vækst i medlemstallet de seneste år, og vi ser denne bane som en fantastisk mulighed for at skabe endnu flere fællesskaber på tværs af aldre og niveauer. Vi håber, at banen bliver et mødested, hvor både nuværende og nye medlemmer kan finde glæden i fodbolden og skabe nye venskaber,” fortæller Rita Nøddelund, formand i Romalt IF.

Et aktiv for hele lokalområdet

Pannabanen i Romalt er ikke kun forbeholdt klubbens medlemmer. Klubben håber, at den nye facilitet også vil tiltrække børn og unge fra nærområdet, som måske ikke i forvejen er tilknyttet foreningslivet. På den måde bliver banen ikke bare en sportslig investering, men også et socialt løft for lokalområdet.

Med støtte fra lokale samarbejdspartnere og et stærkt foreningsengagement fortsætter Romalt IF sin positive udvikling – til glæde for både medlemmer og lokalsamfund.

Hobro IK skriver kontrakt med lokalt talent

Læs også: Hobro IK skriver kontrakt med lokalt talent

Tjek båden før påske: Søsportens Sikkerhedsråd advarer om hastværk på vandet

Læs også: Tjek båden før påske: Søsportens Sikkerhedsråd advarer om hastværk på vandet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev