Navne

Ny østjysk rektor for VIA University College

I dag sætter Gitte Sommer Harrits sig i stolen som ny rektor for VIA University College. Og hun har et klart budskab; Professionsuddannelserne kan endnu mere end i dag – hvis altså bare vi tør satse på dem.

Ny østjysk rektor for VIA University College
20240131 Gitte Sommer Harrits VIA Sted. Hedager 2, 8200 Aarhus N Tekst. Foto. Lars Aarø. Fokus
Af Benedikte Jensen 2. september 2024

Der er al mulig grund til at være ambitiøs på professionsuddannelsernes vegne. Det mener Gitte Sommer Harrits, der fra den 1. september er tiltrådt stillingen som rektor for VIA University College.  

Med en baggrund som forskningsleder og prorektor i VIA kender Gitte Sommer Harrits om nogen til de udfordringer og muligheder, der præger professionsuddannelserne udvikling netop nu – og som ifølge den nye rektor findes i cirka lige store mål: 

”De professionsuddannede er med til at løse nogle af samfundets vigtigste opgaver – blandt andet i sundhedssektoren, i skolerne og på det sociale område. Men det er samtidig opgaver, der vokser, både i bredde og kompleksitet, og som i stigende grad stiller krav til de professionsuddannedes viden og færdigheder. Mit budskab er sådan set, at det er krav, vi godt kan imødekomme. Men det kræver, at vi er ambitiøse og tør forfølge det kæmpe potentiale, som professionsuddannelserne har,” siger hun.  

Nye veje til ekspertise

Ifølge VIAs nye rektor handler det blandt andet om at skabe nye muligheder for at dygtiggøre sig, opnå ekspertise og få den nyeste viden ind i de fag og funktioner, som professionsuddannelserne uddanner til:  

”Professionsuddannelserne udmærker sig ved omsætte forskningsbaseret viden til praktiske færdigheder og kompetencer. Det er netop den kobling, der gør de professionsuddannede i stand til at løse alle de vanskelige opgaver, de har i hænderne hver eneste dag.  Derfor skal vi blive endnu bedre til at skabe ny viden, og til at overføre teori til praksis. Det gælder ikke kun på vores grunduddannelser, men også igennem en styrkelse af den praksisnære forskning, af efteruddannelsessektoren og af vores samarbejde med arbejdspladserne helt derude, hvor uddannelse jo skal stå sin prøve,” siger Gitte Sommer Harrits. 

Selvom de største professionsuddannelser er nogle af landets mest søgte uddannelser, har de seneste år vist en tendens til faldende søgning blandt nye generationer af unge. Det har skabt frygt for en regulær mangel på kvalificeret arbejdskraft, blandt andet inden for nogle af de store velfærdsområder. 

Derfor er det afgørende, at professionsuddannelserne også fremover er attraktive studievalg, og her spiller ambitionen om at løfte professionsuddannelserne ifølge Gitte Sommer Harrits, en afgørende rolle – blandt andet fordi det kan skabe fornyet prestige omkring de store velfærdsuddannelser som fx sygeplejerske, pædagog og lærerfagene: 

”Vi ved, at efterspørgslen efter vores studerende vil vokse. Derfor er det en bunden opgave at finde ud af, hvordan vi gør professionsuddannelserne mere attraktive for kommende generationer af studerende. Det handler selvfølgelig om bedre rammer og ressourcer, men jeg tror i lige så høj grad, at det handler om at skabe flere og bedre muligheder for at dygtiggøre sig, opnå ekspertise og udvikle sig igennem et langt arbejdsliv. Mulighederne er i hvert fald til stede, og det samme er behovet. Derfor håber jeg også, at der er politisk mod og vilje til det, når vi ser det ventede udspil til en reform af professionsuddannelserne,” siger hun.  

Om Gitte Sommer Harrits: 

Gitte Sommer Harrits har været en toneangivende figur i VIAs ledelseslandskab siden 2018, hvor hun tiltrådte som forskningsleder og kort efter blev forskningschef.  

Hun tiltrådte som prorektor i VIA i marts 2020, hvor hun fik det samlede ansvar for VIAs uddannelsesområde og også blev medlem af VIAs direktion.  

Hun har tidligere være studieleder, lektor og Ph.d. på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, hvor hun også læste til kandidat i statskundskab. Hun har blandt andet forsket og udgivet artikler om professionsviden, professionel praksis og uddannelse. 

Gitte Sommer Harrits er født i Dronninglund i 1971 og opvokset i Skåde uden for Aarhus. Hun bor i dag i Aarhus med sin mand, og sammen har de to voksne børn. 

Michele Offenbach Holm bliver Socialdemokratiets nye regionsrådskandidat

Læs også: Michele Offenbach Holm bliver Socialdemokratiets nye regionsrådskandidat

Nyhed for havørredfiskere: Find de bedste fiskepladser

Læs også: Nyhed for havørredfiskere: Find de bedste fiskepladser

/ritzau/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev