Hobro og omegn
Ny leder på Bymarkskolen: Erfaren leder fra Randers skal stå i spidsen for 360 elever i Hobro
Mariagerfjord Kommune har ansat 54-årige Charlotte Veng som ny skoleleder på Bymarkskolen i Hobro. Hun tiltræder stillingen den 1. november.
Mariagerfjord Kommune har ansat 54-årige Charlotte Veng som ny skoleleder på Bymarkskolen i Hobro. Hun tiltræder stillingen den 1. november.
Charlotte Veng kommer fra en stilling som pædagogisk afdelingsleder på Kristrup Skole i Randers, hvor hun siden januar 2024 har haft ansvar for ledelse, personaleudvikling og udvikling af skolens læringsmiljøer.
Tidligere har hun i næsten ti år arbejdet på Vestervangsskolen i Randers som lærer, vejleder og koordinator med særligt fokus på skolens pædagogiske lærings- og ressourceteam. Hun har desuden mange års erfaring som dansklærer, musiklærer og it-vejleder.
Vil styrke samarbejdet
Charlotte Veng ser frem til at begynde som skoleleder i Hobro.
“Jeg brænder for at skabe de bedste rammer for både elever og medarbejdere. Som leder vægter jeg samarbejde, dialog og trivsel meget højt, og jeg glæder mig til i fællesskab med medarbejdere, elever og forældre at fortsætte Bymarkskolens udvikling med fokus på faglighed, fællesskab og gode læringsmiljøer” siger hun.
Læs også:
Ros fra kommunen
Hos Mariagerfjord Kommune er man tilfreds med ansættelsen.
“Charlotte kommer med en stærk lederprofil, der kombinerer solid pædagogisk indsigt med erfaring fra både vejleder-, koordinator- og lederroller. Hun er optaget af at skabe følgeskab i udviklingsprocesser og har blik for at understøtte både medarbejdere og elever i hverdagen. Vi er meget glade for at byde Charlotte velkommen som skoleleder på Bymarkskolen” udtaler dagtilbuds- og skolechef Berit Vinther.
En skole i udvikling
Bymarkskolen er en to- og tresporet skole med 360 elever på 0.-6. årgang. Skolen samarbejder desuden med Julemærkehjemmet i Hobro.
Kommunen understreger, at målet for skoleområdet er at tilbyde alle børn og unge et trygt, inkluderende og fagligt stærkt skoleforløb, hvor trivsel og læring går hånd i hånd.
Læs også: