Natur
Ny bynær kæmpe skov på størrelse med 300 fodboldbaner, skal beskytte drikkevandet i Randers
215 hektar stor bynær fredskov på vej i området mellem Munkdrup, Romalt og Assentoft
215 hektar stor fredskov på vej syd for Randers Fjord
Borgerne i Randers kan se frem til et nyt grønt åndehul, når Naturstyrelsen, Randers Kommune og Verdo Vand sammen går i gang med at rejse en helt ny bynær skov ved Vilstrup. Det nye skovområde, som dækker 215 hektar i første fase, skal både beskytte drikkevandet, styrke biodiversiteten og skabe nye muligheder for friluftsliv tæt på byen.
Læs også:
En del af Grøn Trepart
Projektet er et af de første statslige skovrejsningsprojekter under den såkaldte Grønne Trepart – et samarbejde mellem staten, kommunerne og forsyningssektoren om at fremme klimaskov og grøn natur.
Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, kalder projektet et skoleeksempel på samarbejde, der gør visioner til virkelighed:
Den Grønne Trepart er smukkest, når vi sammen tænker både stort og på tværs for at gøre flotte ord til virkelighed. Jeg er vild med det her projekt ved Randers Fjord, hvor området snart vil forvandle sig til skov. Lokalområdet får et helt nyt grønt åndehul, der både passer godt på vores drikkevand, giver plads til naturen og bliver et sted, som folk kan glæde sig over i generationer. Jeg vil gerne rose både byrådet i Randers, Naturstyrelsen og Verdo Vand for at få så stort et projekt til at lykkes,” siger han.
Fredskov og fremtidens grønne bælte
Den nye skov bliver statsskov og fredskov – det vil sige et område med varig beskyttelse mod bebyggelse og intensiv udnyttelse. På længere sigt skal skoven udvides til omkring 450 hektar, så den danner et sammenhængende grønt bælte mellem Randers Fjord, Romalt, Assentoft og Paderup.
Ifølge Randers Kommunes miljø- og teknikudvalgsformand, Frank Nørgaard, passer projektet perfekt ind i kommunens mål om mere klimaskov:
Det her er et virkelig godt eksempel på, hvordan vi tænker helhedsorienteret i udviklingen af vores skovområder. I samarbejde med Verdo og Naturstyrelsen kan vi på en gang beskytte vores drikkevand, skabe ny natur, gavne klimaet og samtidig give borgerne adgang til et stort rekreativt område tæt på byen. Det er ret unikt,” siger han.
Rent drikkevand i fokus
Skoven placeres i et af de vigtigste vandindvindingsområder for Vilstrup Vandværk og skal sikre, at Randers også fremover har adgang til rent drikkevand.
Grundvandsressourcer til rent drikkevand er under pres i hele Danmark, og der bliver fortsat mere kamp om arealerne til drikkevand, landbrug, vedvarende energi mm. Derfor er muligheden for at sikre en stor del af fremtidens drikkevand til Randers med denne fælles aftale et stærkt signal om, at vi her sammen slår flere fluer med ét smæk og kigger ind i en flersidet anvendelse af det samme areal, til alles bedste,” forklarer Peter Nordahn, vandforsyningschef i Verdo Energi og Forsyning.
Millioninvestering og langsigtet plan
Projektets første fase finansieres med i alt 40 millioner kroner. Verdo Vand bidrager med 25 millioner, Naturstyrelsen med 10 millioner og Randers Kommune med 5 millioner. Naturstyrelsen står for at erhverve arealerne og udvikle området i tæt samarbejde med de to øvrige parter.
Fakta
- Første fase: 215 hektar fredskov ved Vilstrup, syd for Randers Fjord
- Samlet potentiale: Op til 450 hektar
- Formål: Drikkevandsbeskyttelse, naturudvikling, friluftsliv
- Parter: Naturstyrelsen, Randers Kommune og Verdo Vand
- Finansiering: 40 mio. kr. (Verdo Vand: 25 mio., Naturstyrelsen: 10 mio., Randers Kommune: 5 mio.)
- Initiativ: Ét af de første statslige skovrejsningsprojekter i regi af Grøn Trepart
Læs også: