Helbred

Ny cheflæge i psykiatrien i Randers: Inger Brødsgaard tiltræder 1. marts

Erfaren psykiater med ledelsesbaggrund fra Aalborg vender tilbage til klinikken efter nationalt kvalitetsarbejde

Søren Greve
Af Søren Greve 2. februar 2026

Der bliver sat en ny lægefaglig frontfigur på psykiatrien i Randers. 1. marts 2026 tiltræder Inger Brødsgaard som cheflæge for afdelingen Psykiatri, som ved årsskiftet blev en del af Regionshospitalet Randers.

Inger Brødsgaard blev speciallæge i psykiatri i 2005 og har siden arbejdet i psykiatrien i både Horsens, Aarhus og Aalborg. Hun har haft ledelsesansvar siden 2010 og var senest cheflæge i almenpsykiatrien i Aalborg i seks år.

Fra nationalt kvalitetsløft til daglig klinik

De seneste tre år har Inger Brødsgaard været tværregional projektleder for den nationale indsats for kvalitetsløft i psykiatrien (DMPG – Danske Multidisciplinære Psykiatri Grupper). Projektet overgik 1. januar 2026 til en permanent, national DMPG-organisation, og Inger Brødsgaard fortsatte sit projektlederarbejde i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.

Nu vender hun tilbage til klinikken og ser frem til igen at komme tættere på patienterne.

”Jeg har arbejdet i psykiatrien siden 1998, og jeg glæder mig til at komme tilbage til ledelsesopgaven og til de faglige samarbejder i psykiatrien og på tværs af sundhedsvæsenet. Jeg glæder mig også til at bringe de seneste tre års erfaringer fra arbejdet med den faglige kvalitetsopgave med ind i klinikken og finde ud af, hvordan vi bedst og sammen omsætter det til praksis til gavn for patienterne”, siger hun.

Vil bygge videre på den udvikling, der er i gang

Den kommende cheflæge fremhæver, at afdelingen har været igennem en stor forandringsproces, og at hun går til opgaven med respekt for det arbejde, der allerede er lagt.

”Jeg har meget stor respekt for det arbejde, der er lavet, og det er mit indtryk, at afdelingen står et rigtigt godt sted i dag. Jeg ser frem til, sammen med både medarbejdere og lederkollegaer, at fortsætte den gode udvikling, så vi både skaber værdi for patienterne og sikrer et godt arbejds- og læringsmiljø for alle medarbejdere. Det er en opgave, jeg går til med stor ydmyghed”, siger hun.

Direktør: Skal skabe stabilitet efter turbulente år

Lægefaglig direktør Lone Winther Jensen peger på, at psykiatrien i Randers har været igennem en periode med flere udskiftninger i afdelingsledelsen. Derfor er hun glad for at kunne ansætte en erfaren psykiater med ledelsesbaggrund.

”Vi havde flere kvalificerede ansøgere til stillingen, men valget faldt på Inger, fordi hun kommer med lang erfaring fra forskellige psykiatriske afdelinger i både Midt- og Nordjylland og mange års erfaring som leder. Derudover har hun, som tidligere projektleder i DMPG, et særligt kendskab til kvalitetsområdet og gode samarbejdsrelationer på tværs af hele landet, som vi kan få stor glæde af i Randers”, siger hun.

Nyt lederteam fra 1. marts

Når Inger Brødsgaard tiltræder, kommer afdelingsledelsen i Psykiatri til at bestå af:

  • Cheflæge Inger Brødsgaard (tiltræder 1. marts 2026)
  • Chefsygeplejerske Tine Nyegaard Hansen (tiltrådte 1. januar 2026)
  • Det er et virkeligt stærkt og erfarent lederteam, som jeg tror på kan være med til at gøre en forskel for både afdelingen, medarbejderne og patienterne, siger lægefaglig direktør Lone Winther Jensen.