Forbruger
Ny analyse viser massiv opbakning til bedre beskyttelse af grundvandet – 95 procent af danskerne kræver handling for at beskytte drikkevandet
Stort set hele Danmarks befolkning mener, at tiden er inde til at beskytte drikkevandet bedre
Stort set hele Danmarks befolkning mener, at tiden er inde til at beskytte drikkevandet bedre. Det viser en ny landsdækkende analyse, som DANVA har fået udarbejdet af analyseinstituttet Wilke forud for kommunalvalget. Hele 95 procent af vælgerne finder det vigtigt at beskytte drikkevandet – og for næsten to tredjedele er det meget vigtigt.
Borgerne sender et klart signal
Ifølge DANVAs administrerende direktør, Carl-Emil Larsen, bør tallene ses som et klart budskab til landets politikere.
Tallene viser, at danskerne tager drikkevandet alvorligt og forventer, at vi passer på det. Det er et stærkt signal om, at beskyttelsen af grundvandet står højt på den politiske dagsorden til kommunalvalget, og at vælgerne vil have landets byråd til at handle,” siger han.
Trods bekymringerne er tilliden til det danske drikkevand fortsat høj. Syv ud af ti danskere har fortsat tillid til, at vandet fra hanen er fri for pesticider og anden forurening. Kun fire procent udtrykker mistillid.
Læs også:
Grundvandet er presset
Selvom drikkevandet lever op til myndighedernes krav, viser undersøgelsen, at 58 procent af landets drikkevandsboringer er påvirket af pesticider.
Det er ikke drikkevandet i hanen, der er forurenet. Det er lageret af grundvand, vi får drikkevandet fra, der bliver stadig mere forurenet,” forklarer Carl-Emil Larsen.
Han understreger, at det bliver vanskeligere at finde rent grundvand, hvis ikke de mest sårbare områder beskyttes:
Det er afgørende for vandværkernes forsyningssikkerhed, at fremtidens drikkevand til borgere, hospitaler, industri og landbrug bliver beskyttet mod pesticider og kemikalier,” siger han.
DANVA har i forbindelse med kommunalvalget offentliggjort et interaktivt Danmarkskort, hvor borgere og politikere kan se, hvor mange boringer i hver kommune der er ramt af pesticidpåvirkning.
Villighed til at betale for rent vand
En analyse fra Tænketanken Brundtland supplerer billedet: Hele 86 procent af danskerne er villige til at betale i gennemsnit 448 kroner mere om året for at sikre rent drikkevand. Det svarer til en samlet betalingsvillighed på 2,1 milliarder kroner årligt.
Vandmiljø og klima bekymrer
Når det gælder vandmiljøet i søer, åer og kystområder, vurderer kun en tredjedel, at tilstanden er god eller meget god. Hver fjerde dansker mener, at vandmiljøet er i dårlig stand. Samtidig finder næsten ni ud af ti det vigtigt at beskytte det.
Danskerne oplever, at tilstanden i vores vandmiljø halter. Det understreger behovet for en helhedsløsning, hvor vi sammentænker by- og landområders indsatser, der forbedrer vandmiljøet,” siger Carl-Emil Larsen.
Ifølge DANVA er der dog positive tendenser. Udledningen af regnfortyndet spildevand fra overløb er faldet markant siden 2017 – fra 110 millioner kubikmeter til 27 millioner i 2022. Selvom 2023 bød på rekordmeget nedbør, forventes niveauet at falde igen.
Miljøstyrelsen vurderer, at kun 1-2 procent af landets samlede kvælstofudledning stammer fra overløb. Til sammenligning står landbruget for cirka 70 procent.
Klimaforandringer kræver lokale løsninger
Knap halvdelen af danskerne ser ekstremregn og oversvømmelser som en udfordring i deres kommune, viser analysen.
Der er en klar forståelse blandt borgerne af, at klimaudfordringerne kræver lokale løsninger, og at kommuner og spildevandsselskaber skal være rustet til at håndtere dem,” siger Carl-Emil Larsen.
Fakta om undersøgelsen
Analysen er gennemført af Wilke for DANVA mellem den 16. og 21. oktober 2025 blandt 1.037 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.
Læs også: