Familie

Ny aftale hæver aldersgrænse på sociale medier: Danmark indfører national 15-årsgrænse for sociale medier og styrker den digitale beskyttelse af børn og unge

Et nyt politisk flertal på Christiansborg har indgået en aftale, der skal ændre hverdagen for børn, unge og forældre – også her i lokalområdet. Med en aftale om digital børnebeskyttelse vil regeringen sammen med Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indføre en national aldersgrænse på 15 år for visse sociale medier.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 10. november 2025

Som udgangspunkt skal børn under 15 år ikke have adgang til platforme, der kan udsætte dem for skadeligt indhold eller funktioner. Forældre får dog mulighed for at give samtykke til, at deres barn kan få adgang tidligere – nemlig fra 13-årsalderen, hvis de vurderer, at barnet er klar.

Målet er, at 15 år bliver den tydelige norm i Danmark, så børn får mere tid til ro, leg og udvikling, før de får profiler på sociale medier, der er forbundet med en række risici.

160 millioner kroner og 14 initiativer

Med aftalen afsættes der 160 millioner kroner til 14 initiativer, som skal styrke beskyttelsen af børn og unge online og skabe bedre rammer for deres digitale liv.

Initiativerne samles under fem overordnede målsætninger:

  • Børns smartphone- og SoMe-debutalder skal hæves
  • Digitale produkter til børn og unge skal være sikre fra start
  • Færre børn og unge skal opleve digitale krænkelser
  • Effektiv håndhævelse af lovgivning om digital børne- og ungebeskyttelse
  • Danmark skal gå forrest i EU for at sikre bedre børne- og ungebeskyttelse

Som en del af aftalen etableres der blandt andet digitale gårdvagter, DSA-tilsynet styrkes, der sættes midler af til udvikling af alternative sociale medier, og der gennemføres en ekstra indsats mod influenceres ulovlige markedsføring rettet mod børn og unge.

Minister: Danmark går forrest i Europa

Digitaliseringsminister Caroline Stage fremhæver, at Danmark nu markerer sig tydeligt i forhold til de store teknologivirksomheder:

”Med denne aftale trækker vi endelig en streg i sandet og sætter en klar retning. Danmark går nu forrest i Europa med en national aldersgrænse for sociale medier og en samlet indsats for at styrke børn og unges digitale trivsel. Vi tager et nødvendigt opgør med en udvikling, hvor store tech-platforme alt for længe har haft frit spil i børneværelset. De såkaldte sociale medier lever af at stjæle vores børns tid, barndom og trivsel – og det sætter vi en stopper for nu. Jeg vil sige en stor tak til de partier, der står bag aftalen, og ikke mindst til de mange organisationer, ildsjæle og forældre, som i årevis har kæmpet for, at vi nu sammen kan skabe sunde og trygge rammer om børns digitale liv.”

Aftalen bygger videre på arbejdet i ’Alliancen for et trygt og godt digitalt børne- og ungeliv’ og hvidbogen ’En tryg barndom i en digital virkelighed’.

Forældre skal ikke stå alene med ansvaret

Et gennemgående tema i aftalen er, at forældre, lærere og pædagoger ikke længere skal stå alene med presset fra sociale medier og techgiganternes forretningsmodeller.

Birgitte Vind (Socialdemokratiet) siger:

”Vi tager nu et historisk skridt mod bedre digital beskyttelse af børn og konkret hjælp til forældre. I dag kæmper mange forældre mod platforme, der er skabt til at fastholde børn foran skærmen. Derfor er jeg særligt glad for at vi med aftalen sikrer klare myndighedsanbefalinger, der samler viden på tværs af fagligheder og gør det lettere for forældre at beskytte deres børn online. Helt grundlæggende handler det om, at vi skal gøre op med gråzonerne, tabuerne og de tusindvis af spørgsmål, forældre har, når det kommer til børn, trivsel, algoritmer og sociale medier. Forældre skal ikke stå alene i den digitale verden.”

Fra Venstre peger Christoffer Melson på balancen mellem samfundsansvar og forældrerolle:

”Jeg er rigtig glad for, at vi har landet en aftale, der styrker forældrenes rolle i børns digitale liv og sikrer bedre rådgivning og vejledning til forældre. Dermed understreger vi forældrenes ansvar for børnenes digitale liv. Med en klar aldersgrænse på 15 år og mulighed for forældresamtykke fra 13 år tager vi ansvar som samfund, men giver stadig plads til, at det er forældrene, der vurderer, hvornår deres barn er klar. Det er sund fornuft og en løsning, der både beskytter børn og respekterer familiernes forskellighed.”

”Vi giver børn deres barndom tilbage”

Ifølge Rasmus Lund-Nielsen (Moderaterne) er aftalen et opgør med en udvikling, der har fået lov at løbe løbsk:

”De sociale medier har været det vilde vesten. Hver anden 10-årige er på TikTok, men nu sætter vi en grænse: Man kan ikke længere selv oprette en profil, før man fylder 15 år. Det kommer til at gøre en afgørende forskel for børn og unges trivsel. For det er ikke bare et forældreansvar at beskytte børn mod at se Charlie Kirk blive skudt i halsen på sociale medier. Når 60 procent af drengene ikke ser deres venner uden for skolen, kun 12% af pigerne bevæger sig tilstrækkeligt til at leve op til WHO’s anbefalinger og 15 procent får en psykiatrisk diagnose før de fylder 18, må samfundet træde til og tage ansvar. Nu giver vi børn deres barndom tilbage.”

Også Det Konservative Folkeparti har haft særligt fokus på området, fortæller Dina Raabjerg:

”Vi står med en generation af børn, der vokser op i et digitalt pres, de ikke selv kan sige nej til. Og der er forældre, som gerne vil tage ansvar – men som mangler værktøjer. I Det Konservative Folkeparti har vi haft særligt fokus på influencere, der påvirker børn, og på at digitale løsninger skal være indstillet til børn fra start. Vi får også præciseret, at tech-giganter ikke bare kan lukke unge ind uden forældrenes samtykke. Det her er et vigtigt skridt mod at beskytte vores børn i en digital verden med både roser og torne.”

Nye krav – men også nye værktøjer

Aftalen handler ikke kun om begrænsninger, men også om at give både børn, unge og voksne bedre redskaber til at færdes sikkert online.

Stinus Lindgreen (Radikale Venstre) understreger behovet for balance:

”Med denne aftale tager vi endelig et politisk ansvar for at sikre børn en sikker tilstedeværelse i den digitale verden. Det er en debat, der kræver balancer og nuancer, for der er både gode og dårlige effekter. Vi kan alle se problemerne med børn, der alt for tidligt bruger sociale medier og bliver udsat for indhold, de ikke burde se – eller alle os, både unge og voksne, der bruger alt for meget tid på sociale medier. Omvendt er det en virkelighed, hvor meget kommunikation og social interaktion foregår, så man skal også lære at færdes på internettet. Aftalen her indeholder både elementer, der skal håndhæve aldersgrænser, men også tiltag der skal styrke forældrenes ansvar, styrke fællesskaber og give alle bedre værktøjer i hverdagen.”

Lokal betydning for familier, skoler og foreninger

For familier i lokalområdet vil aftalen betyde, at der bliver klarere rammer for, hvornår børn typisk får adgang til sociale medier, og hvilke forventninger der er til både forældre og platforme.

Skoler, klubber og foreninger vil også kunne trække på de nationale anbefalinger og initiativer, når de taler med elever, forældre og medlemmer om mobilbrug, sociale medier, digital trivsel og grænsesætning.

De konkrete initiativer rulles ud nationalt, men vil i praksis få betydning i hverdagen for børn og unge – også her i byen, hvor den digitale hverdag for længst er blevet en del af barndommen.