Nyheder

Nu sker det igen i Randers: KALIMA for 25 gang.

Sommerteaterskolen KALIMA fylder til sommer Randers med finurlige farver, striber, tern, prikker og blomster. KALIMA fylder byen med høje og glade stemmer, og så giver den byens borgere sanseoplevelser, kaotiske fortryllelse og ikke mindst spektakulære forestillinger. Man ser dem fra bagsiden, forfra, fra siden og midten. Møder dem på gade og stræder, i kiosken, i skyggen, i regnvejr og ude midt i solen! Men kun i sommerferien. Ingen sommerferie i Randers uden KALIMAs kulørte og kraftfulde kunster.

Nu sker det igen i Randers: KALIMA for 25 gang.
Redaktion
Af Redaktion 29. april 2024

Tilmeldingen til dette års KALIMA er i fuld gang. Der er stadig plads til unge i alderen 13 til 20 år fra den 9. juli til den 13. juli uge 28.

Her bydes på undervisning formiddag, eftermiddag og aften. Al undervisning er tilrettelagt ud fra formen; livsteater. De unge skal selv lave manuskriptet til forestillingen, og skabe forestillingen ud fra et tema og i fællesskab. De sover, spiser, arbejder og griner sammen hele ugen. De vil møde alt, lige fra morgenhår, drømmefortællinger og opvarmning til benhårde dramaøvelser, madhold og mærkelige lydløse vandreture. Det hele går op i en højere enhed og danner grundlaget for arbejdet med Livsteater. Et spændende samvær og en fed gadeteater forestilling. Teaterskolen KALIMA tilbyder 4 overnatninger og tilmeldingen sker via hjemmesiden teaterskolen-kalima.dk

KALIMA-ånden
1.771 børn og unge har deltaget på sommerteaterskolen KALIMA. Igennem de 24 år KALIMA har eksisteret, har alle børn og unge har fået en oplevelse for livet. En gang i livet – altid i hjertet. Alle har skrevet sig ind i KALIMAs historie og været med til at skabe den særlige ånd, som sommerteaterskolen KALIMA er berømt for.

På KALIMA sættes en stor ære i at respekterer hinandens forskelligheder og i fællesskab lave en spændende gadeteater forestilling. Det er i forskellighederne, det spændende møde opstår og nyt kan begynde. På KALIMA er nærvær i fokus. Øjeblikket hvor eleverne er, ser, lytter, føler, deltager, giver, mærker og sanser, er dét øjeblik, hvor de oplever positiv respons, energi og glæde. Således opstår magiske øjeblikke og de vil erfare, hvordan de sammen med andre bliver til noget, vokser, udvikler sig, bliver stærke og eksisterer. Børn og unge oplever, at hvis de fokuserer på at være til stede, vil deres handlinger og venskaber, blive betydningsfulde og fantastiske ting lykkes.