Nyheder
Nu skal flere børn have bøger i hænderne: Regeringen afsætter 20 millioner
Regeringen vil sende bøger og pædagogisk materiale ud til daginstitutioner og dagplejere over hele landet. Seks centralbiblioteker får en central rolle i det nye initiativ.
Flere børn i vuggestuer, børnehaver og dagpleje skal have adgang til bøger og gode læseoplevelser. Regeringen har besluttet at afsætte 20 millioner kroner til et nyt initiativ, der skal styrke læselysten blandt de mindste børn.
Pengene skal bruges på bøger og understøttende pædagogisk materiale til daginstitutioner og dagplejere. Samtidig skal der gennemføres besøg i dagtilbud med blandt andet højtlæsning for børnene og vejledning til det pædagogiske personale.
Seks centralbiblioteker får opgaven
Det bliver landets seks centralbiblioteker i Gentofte, Roskilde, Odense, Vejle, Herning og Aalborg, der får midler til at købe bøger og sammensætte bogpakker.
Målet er at få pakkerne ud til så mange daginstitutioner og dagplejere som muligt blandt dem, der ønsker at deltage.
Centralbibliotekerne skal også besøge dagtilbud og understøtte brugen af materialerne med blandt andet højtlæsning og vejledning.
Læs også:
Skal styrke sprog og læselyst
Initiativet skal både fremme børnenes interesse for bøger og styrke deres sproglige udvikling.
„Glæden ved bøgernes verden grundlægges allerede, når vi er helt små. Jeg har selv haft fantastiske læseoplevelser som barn, især med Harry Potters univers, og nu elsker jeg at læse Børste højt for min søn.
Flere børn skal opleve den magi, der opstår, når man forsvinder ind i en fortælling – hvad enten det er en klassisk historie eller et pædagogisk univers, der styrker deres sproglige og sociale udvikling. Derfor kommer der nu flere bøger og materialer ud i dagtilbuddene, til glæde for både børn og pædagogisk personale,“ siger børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark.
Kulturminister advarer om læsekrise
Kulturminister Zenia Stampe peger på, at indsatsen for læselyst skal begynde tidligt.
„Det har aldrig været vigtigere at fremme læselysten. Vi står i en læsekrise, der kan få fatale følger i fremtiden. Og vi skal sætte ind, så tidligt vi kan for at give de helt små børn læseoplevelser. Ellers risikerer vi, at vores børn senere i livet falder ned i en sump af skærme, der vil ødelægge deres koncentration, fantasi og evne til at fordybe sig. Nu åbner vi porten til bøgernes fantastiske verden for de helt små, så de kan opleve endnu flere bøger, der er sjove, spændende, uhyggelige og betagende,“ siger kulturminister Zenia Stampe.
Bogpakker skal ud til flest muligt
Ud over selve bøgerne skal pakkerne indeholde pædagogisk materiale, der kan understøtte arbejdet med børnenes læselyst.
Centralbibliotekerne skal supplere materialerne med formidling i dagtilbuddene. Det kan blandt andet være vejledning af det pædagogiske personale og højtlæsning for børnene.
Målet med initiativet er at nå så mange interesserede daginstitutioner og dagplejere som muligt og give flere små børn adgang til bøger og fælles læseoplevelser.
Læs også: