De penge, der nu gives til Langå, vil blive fordelt ud fra et projekt, som Miljø- og Teknikforvaltningen har udarbejdet.
Ministeriets bevilling er betinget af, at kommunen selv lægger penge i projektet. Projektet er blevet til på baggrund af de ønsker, der er fremkommet i forbindelse med arbejdet med en udviklingsplan for Langå. En stor gruppe borgere har deltaget i dette arbejde.
Det er meget glædeligt, da vi dermed kan få opfyldt nogle af de mange ønsker til forskønnelse af vores dejlige by, siger Iben Sønderup (S), byrådsmedlem og bosiddende i Langå.
Jeg forventer, at gangbroen hen over stationen og ned til Skovlyst bliver en af hovedprioriteterne. Staten har jo allerede afsat knap 6 mio. – efter at mange borgere mødte talstærkt op og overbeviste daværende transportminister Henrik Dam Kristensen om, at det var nødvendigt. De 6 mio. rakte imidlertid kun til at føre gangbroen med elevator til perronen med spor 3-4. Men med den nye bevilling fra staten, og med pengene fra Randers Kommune, åbner der sig helt nye perspektiver.
Dorthe Tapomayi Nielsen, bestyrelsesmedlem i foreningen Langå i Udvikling, er også positiv:
Vi er meget tilfredse. Det bliver spændende at føre nogle af planerne ud i livet. Og jeg vil gerne understrege, at alle tiltag vil ske i samarbejde med alle berørte parter.
Andre relevante projekter er forskønnelse af Bredgade, flere faciliteter ved Gudenå og forbedring af sikker skolevej via en etablering af cykelsti ved de første 300 meter af Randersvej fra T-krydset ved Bredgade.