Erhverv
Nu er det afgjort, hvem der skal bygge nyt dialyseafsnit på Regionshospitalet Randers
Dialysen på Regionshospitalet Randers skal flytte for at gøre plads til nybyggeriet Vita. Juul & Nielsen A/S skal stå for at færdiggøre byggeriet af et allerede eksisterende råhus, hvor det nye dialyseafsnit skal ligge.
Det er nu afgjort, hvem der skal bygge et nyt dialyseafsnit på Regionshospitalet Randers. Efter en begrænset licitation med forudgående prækvalifikation har Juul & Nielsen A/S vundet opgaven som hovedentreprenør .
På baggrund af evalueringen havde Juul & Nielsen A/S givet det økonomisk mest fordelagtige bud. De vandt dermed opgaven over MT Højgaard A/S, der også var prækvalificeret til at give tilbud på dialysebyggeriet.
Regionshospitalet Randers skal have et nyt dialyseafsnit, fordi det nuværende dialyseafsnit ligger i en af de bygninger, der skal rives ned til fordel for hospitalets store udvidelse Vita. I stedet placeres Dialysen nu ved hospitalets indgang B i et endnu ikke udnyttet råhus, der blev opført sammen med den nye akutafdeling i 2016.
– Juul & Nielsen A/S har allerede erfaringer med sygehusbyggeri. De ved derfor, hvad det kræver at bygge i et hus, der er i drift alle årets 365 dage. Derfor ser vi også frem til et godt og konstruktivt samarbejde, siger Henrik Larsen, hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers.
Michael Dannerfjord, direktør i Juul & Nielsen A/S, tilføjer:
– Vi er i Juul & Nielsen A/S glade for at have vundet hovedentrepriseudbuddet på det nye dialyseafsnit på Regionshospitalet Randers. Vi ser frem til et godt samarbejde med bygherre, rådgivere og vores mange gode underentreprenører på projektet, siger han.
Budgettet for det nye dialyseafsnit beløber sig til ca. 32 millioner kroner. Byggeriet startes op i udgangen af januar 2025. Det forventes, at det nye afsnit kan tages i brug i første kvartal 2026.