I disse valg tider kan man godt få den opfattelse, at fra 2010 kan vi regne med driftsudvidelser på mange områder, når man læser indlæg fra SF´ere og andre ligesindede.
Det er jo desværre en kendsgerning, at Randers Kommunes borgere har forholdsmæssigt lavt indkomstniveau, lavt uddannelsesniveau og dårlig sundhedstilstand. Samtidig har vi en meget høj beskatning og et meget højt driftsudgiftsniveau, idet vi har forholdsvis mange uden for arbejdsmarkedet.
Jeg har som politiker et ønske om at ændre på disse grundlæggende forhold, og derfor kan vi heller ikke bare lade driftsudgifterne stige yderligere jo på et område er det ønskeligt, nemlig på skoleområdet, hvor vi skal være med til at lægge grundlaget for et højere uddannelsesniveau, både ved at øge undervisningen og undervisningskvaliteten.
Derudover er opgaven at øge investeringer i udvikling. Dvs. infrastruktur, kultur og fritid, så vi kan forbedre forholdene for vore virksomheder og trække nye til, og dermed øge antallet af arbejdspladser. Alt dette skal være med til at tiltrække nye borgere med god uddannelse og god indtægt.
Man kan altså ikke både spise pengene op i øget drift og samtidig prøve at forbedre Randers Kommunes grundlæggende vilkår. I Venstre ønsker vi at forbedre de grundlæggende vilkår. Det tror vi også at borgerne gør.
Derfor vil det være godt for Randers Kommunes fremtid, at vælgerne den 17. november giver Venstre og dets samarbejdspartnere flertal, så vil vi påtage os ansvaret og gøre noget ved de store udfordringer ved en langsigtet politik. Det vil give en sundere udvikling for borgerne i Randers Kommune. I Venstre har vi viljen og modet vælgerne skal bare give os muligheden.
Du kan kommentere læserbrevet herunder.