Kultur

Netværksmøde i Randers skal styrke fritidslivet for alle

Parasport Randers inviterer foreninger, organisationer og kommune til dialog om et mere inkluderende fritidsliv

Søren Greve
Af Søren Greve 6. november 2025

Hvordan sikrer vi, at alle føler sig velkomne i fritidslivet – også børn, unge og voksne med særlige behov? Det spørgsmål er i centrum, når Parasport Randers inviterer til netværksmøde tirsdag den 2. december i Arena Randers.

Ét år med Parasport Randers

Parasport Randers blev etableret for ét år siden og har siden arbejdet for at skabe nye muligheder for borgere med både fysiske og psykiske handicap. Projektet har allerede sat synlige spor i det lokale fritidsliv, og netværksmødet bliver en anledning til at samle erfaringer og pege fremad.

“Vi oplever en stor interesse for Parasport Randers, og det er tydeligt, at mange gerne vil være med til at skabe et fritidsliv, hvor alle kan være med. Netværksmødet er en mulighed for at samle erfaringer og styrke samarbejdet på tværs,” siger Jesper Jakobsen, projektleder i Randers Kommune.

Fokus på inkluderende fællesskaber

På mødet præsenterer Videnscenter om Handicap resultaterne fra undersøgelsen Spirende Fritidsfællesskaber, der giver et aktuelt indblik i, hvordan man skaber inkluderende miljøer i fritidslivet.

Deltagerne får mulighed for at diskutere konkrete anbefalinger, dele egne erfaringer og inspirere hinanden til nye tiltag, der kan få flere med i meningsfulde fællesskaber.

Tilmelding og praktiske oplysninger

Netværksmødet finder sted tirsdag den 2. december kl. 17.00-20.00 i Arena Randers, Fyensgade 1.
Der serveres en let anretning undervejs.
Tilmelding skal ske senest 25. november via www.randers.dk/netværksmøde.

En del af Handicapugen 2025

Arrangementet afholdes som en del af Handicapugen 2025, hvor Randers Kommune og lokale aktører sætter fokus på inklusion, fællesskab og lige muligheder for alle borgere med handicap. Ugen byder på en række aktiviteter, udstillinger og foredrag, der skal inspirere til handling og skabe større forståelse for mangfoldigheden i fritidslivet.

Med netværksmødet håber Parasport Randers at styrke samarbejdet mellem foreninger, bosteder, organisationer og kommunen – så fritidslivet i Randers bliver åbent for alle.