Politik
Nej til løndumping – ja til sociale klausuler
I de seneste år er antallet af udenlandske arbejdstagere øget markant på det danske arbejdsmarked. Mange af dem har været med til at løfte væsentlige opgaver i de danske virksomheder, og mange af dem har været gode og dygtige kolleger. Desværre har vi også i vidt omfang set et andet billede. Udenlandske lønmodtagere har arbejdet […]
I de seneste år er antallet af udenlandske arbejdstagere øget markant på det danske arbejdsmarked. Mange af dem har været med til at løfte væsentlige opgaver i de danske virksomheder, og mange af dem har været gode og dygtige kolleger.
Desværre har vi også i vidt omfang set et andet billede. Udenlandske lønmodtagere har arbejdet til lønninger og arbejdsvilkår langt fra de danske overenskomster og under elendige arbejdsmiljøbetingelser. Og i mange tilfælde er det sket på bekostning af danske ansatte.
Udenlandske arbejdere er velkomne på det danske arbejdsmarked, men de skal være her på de samme betingelser som danske arbejdere.
Derfor vil Socialdemokraterne sammen med SF i en kommende regering arbejde for, at hver gang det offentlige skal have bygget en skole, renoveret et plejehjem eller udliciteret rengøringen, indeholder kontrakten en social klausul.
Den sociale klausul skal sikre, at private hovedentreprenører og de delentreprenører, der byder på opgaverne, skal ansætte folk på danske løn- og arbejdsvilkår. Det vil være et nyt krav på linie med konkurrencedygtig pris og teknisk kunnen.
Desuden vil vi i samarbejde med parterne på arbejdsmarkedet finde løsninger, der sikrer, at ingen arbejdsgivere kan slippe af sted med at ansætte delentreprenører, der bryder med de danske løn- og ansættelsesforhold.
Vi skal sikre, at den danske hovedentreprenør ansvarliggøres, hvis den udenlandske delentreprenør snyder på vægtskålen.
Vi vil arbejde for det såkaldte kædeansvar, som det hedder. Løsningen finder vi i fællesskab med parterne. Det er vores klare forventning, at forslaget vil sætte en effektiv stopper for løndumping og dermed stopper udnyttelsen af både dansk og udenlandsk arbejdskraft. Det vil forbedre vilkårene for de mange danske virksomheder, som overholder reglerne.
Dette er vores mål, og det agter vi efter et valg, at gennemføre.
* Du kan kommentere læserbrevet herunder.
* Læs mange flere læserbreve – KLIK her.
Tilmeld dig BYEN.nu’s gratis nyhedsbrev.