Hobro og omegn

Navneskift og nye muligheder i Hobro – Efterskole udvider med helt ny fri fagskole

Fra næste skoleår – august 2026 – åbner Hobro Ordblinde Efterskole en helt ny fri fagskole og skifter samtidig navn til Hobro Efterskole & Fri Fagskole

Søren Greve
Af Søren Greve 19. september 2025

I mere end 30 år har skolen hjulpet unge med ordblindhed med at opdage deres styrker, styrke deres selvtillid og finde modet til fremtiden – altid med en praktisk tilgang til læring. Nu tager skolen næste skridt med en fri fagskole, hvor alle unge – uanset forudsætninger er velkommen.

Ifølge konstitueret forstander Frederik Jakobsen bliver det en glæde at tilbyde flere unge et læringsmiljø med fokus på praksis:

”Det er en stor dag for os at dele denne nyhed. Vi har i mange år oplevet, hvordan vores unge blomstrer, når de får lov at lære gennem praksis. Med vores nye fri fagskole bygger vi ovenpå vores erfaringer og åbner dørene for endnu flere, der har brug for en anden vej til uddannelse og job,”, siger Frederik Jakobsen.

Få det bedste fra to verdener: Efterskole og fagskole

Fagskolen bliver en naturlig søster til efterskolen. Eleverne mødes under samme tag i både værksteder og fællesskab – fra det praktiske arbejde og køkkentjansen til sociale aktiviteter og hyggeligt samvær.

Men eleverne går på skolens studieretninger med forskellige mål for øje:

”Det smukke er, at vi nu kan favne endnu flere unge, der har brug for forskellige ting, men som alle lærer gennem praktisk erfaring. Nogle har brug for at finde sig selv og deres vej – andre er klar til at tage et stort skridt mod arbejdslivet. Hos os er der plads til begge. Det er fællesskabet og den praksisnære tilgang, der forbinder os,” siger Frederik Jakobsen.

På den nye fagskole får eleverne en unik kombination af to verdener: efterskolens særlige fællesskab og fagskolens faglige fordybelse, hvor de kan dyrke det, de brænder for.

2-3 dage om ugen med spændende branchefag

Vil man udfolde sin kreativitet, prøve kræfter med events eller gøre en forskel i andres liv, er Hobro Fagskole et naturligt første skridt. Fagskolen er kendetegnet ved, at eleverne arbejder dybere og mere målrettet med deres valgte studieretning – enten i 10. klasse eller på ‘Erhvervsvejen’.

Eleverne kan specialisere sig i et af de tre branchefag, som fagskolen i Hobro kommer til at tilbyde: Håndværk & Teknik, Care og Styling og Pædagogik. Som fagskoleelev får man 2-3 dage om ugen til fordybelse i det, man brænder for – ved siden af valgfag og øvrige aktiviteter. Her bruges tiden blandt andet på værkstedsarbejde, praktik, projekter og samarbejde med lokale virksomheder.

Man kan besøge skolen til ‘Efterskolernes Dag’ d. 28. september kl. 12-17 og høre mere om den kommende fri fagskole i 2026.

Hobro Ordblinde Efterskole tilbyder 8. – 11. klasse for unge med ordblindhed og skriftsprogsvanskeligheder.  Udover valgfag kan eleverne vælge mellem 7 linjefag – også kaldet værksteder – som indebærer: metal, træ, mekaniker, landbrug & brolægger, gastronomi, krop & stil eller pædagogik.

Hobro og omegn

Se flere artikler