Kultur Naturens farver og lokale motiver skaber glæde på Teglgården i Als
Teglgården inviterer til fernisering af nogle helt unikke vægmalerier i morgen, onsdag den 16. april
Der venter en ganske særlig oplevelse for beboere, pårørende og gæster, når Plejecenter Teglgården i Als i morgen, onsdag den 16. april 2025, slår dørene op til fernisering. Fra klokken 14 til 15 kan man opleve de imponerende vægmalerier, som den lokale kunstneren Kiss Jönsson har arbejdet på gennem de seneste år.
Kunst der skaber hjemlighed og tryghed
Plejecenterleder Heidi Jensen glæder sig til at præsentere værkerne for lokalsamfundet og fortæller:
“Kiss har formået at få naturen ind på Teglgården til glæde for beboere, pårørende og medarbejdere på Teglgården. Malerierne tager alle udgangspunkt i lokale og genkendelige motiver – dette skaber en hjemlighed, varme og tryghed på vores plejecenter.”
Malerierne pryder væggene med motiver fra lokalområdet og naturen omkring Als. Farver og former giver liv til rummene og er med til at skabe en rar og indbydende atmosfære.
Lokale fonde og virksomheder har gjort projektet muligt
Projektet med vægmalerierne kunne ikke være realiseret uden en stor lokal opbakning. Heidi Jensen fremhæver især den frivillige Esther Riise Svendsen, der har ydet en stor indsats for at skaffe sponsorer.
“Jeg er meget taknemmelig for, at vores frivillige Esther Riise Svendsen har arbejdet hårdt på at skaffe sponsorer til projektet, for at gøre det muligt” siger Heidi Jensen.
Følgende fonde og virksomheder har støttet projektet økonomisk:
- Sparekassen Hadsund Fond
- Stinne og Martinus Sørensens Fond
- Svend Nielsen og Herdis Myginds Fond
- Tajima v/Jens Baumann
- Als Energicenter
- Weller Transport
- Als Sport & Event
Kunst med positiv effekt på livskvaliteten
Indretning og udsmykning har stor betydning for, hvordan vi trives i vores omgivelser. Vægmalerier skaber ikke blot en smuk ramme, men kan også have en direkte positiv indvirkning på livsglæden og livskvaliteten.
Professionelle kunstnere som Kiss Jönsson arbejder bevidst med farver og motiver, der taler til beboernes sanser og følelser. Naturmotiver og rolige farvenuancer kan skabe tryghed og velvære – noget, der i særlig grad betyder meget på et plejecenter.
Det er i stigende grad anerkendt, at kunst og farver i omgivelserne kan øge trivsel og skabe glæde – både for dem, der bor og arbejder i bygningen, og for gæster og besøgende.
Invitation til alle
Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi Teglgården i morgen, onsdag den 16. april 2025, klokken 14-15. Her vil der være mulighed for at opleve de flotte vægmalerier og høre mere om projektet.
Plejecenterleder Heidi Jensen håber, at mange vil benytte lejligheden til at lægge vejen forbi:
“Vi glæder os til at vise de flotte vægmalerier frem og til at dele glæden over kunsten med hele lokalsamfundet.”
Der er nemlig meget at se på, opleve og blive draget ind i når man står foran de skønne vægmalerier.
Foto: Dinny Eriksen